Kulturen får vitaminindsprøjtning
DSC_2230-01.jpeg
Rødovre Lokal Nyts fotograf, Jon Henriksen, deltog i første udgave af Kulturvitaminer og endte både med at få en fotoreportage i avisen og vinde en kunstudstilling på biblioteket. Foto: Danish Street Docs
Det handler om teater, kunst og koncerter, men i sidste ende om livskvalitet, når Rødovre Kommune for tredje gang kobler sig på aftalen Kulturmetropolen, der skal skal give borgerne flere, bedre og mere sammenhængende kulturtilbud. 

Frem til år 2024 kommer der mere fokus på kulturelt samarbejde på tværs af kommunerne.
Det står fast, efter Rødovre nu for tredje gang underskriver aftalen om Kulturmetropolen, hvor man på udvalgte områder kan samle kræfter inden for musik, ungekultur og som noget nyt indsatsområdet ’Et bedre liv med kultur’. 
”Når vi samarbejder på tværs af kommuner, har vi flere muskler og kompetencer at trække på,” siger formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Lene Due (S).

 

Kulturvitaminer
Rødovre Lokal Nyts egen fotograf, Jon Henriksen, har deltaget i pilotprojektet, Kulturvitaminer, som Kulturmetropolen har været med til at kvalificere, og giver det kun ros med på vejen.
Det samme gør udvalgsformanden om intentionerne i projektet.
”Der er et stort potentiale i at koble kultur og fritid med sundhedsområdet. Flere undersøgelser peger på, at kultur kan forbedre borgernes livskvalitet – både fysisk og mentalt. Det har vi prøvet af med succes i Rødovre,” siger Lene Due.
Kulturvitaminer er et ’Kultur på recept-forløb’, som med stor succes er blevet udbredt både i Danmark, Sverige og England. Her deltager borgere, der står uden for arbejdsmarkedet, i et forløb med kulturoplevelser, som f.eks. fælleslæsning- og sang. Det fungerer som en katalysator til at opnå mere livsglæde, energi og selvtillid, så det bliver lettere at klare hverdagens udfordringer og komme i job. 

 

Flere steder
I Rødovre har de borgere, som har deltaget i et otte ugers forløb, umiddelbart haft stor gavn af Kulturvitaminer og har bl.a. opnået bedre trivsel, motivation og livsmod.
Forløbene er udviklet af Rødovre Bibliotek, Vestbad, Rødovre Musikskole (i samarbejde med Rødovre Korskole og Copenhagen Phil), Heerup Museum, Lokalhistorisk Samling og Oplevelsescenter Vestvolden. 

 

Om Kulturmetropolen

Kulturaftalen for Kulturmetropolen 2021-2024 er ud over Rødovre Kommune underskrevet af Albertslund, Furesø, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Ishøj, Køge og Roskilde kommune

Top