Kæmper for sin datters liv
anonym_148_190321_BP.jpg
Mor til voksen datter håber kommunen vil tilbyde mere end dagtilbud til unge med stofmisbrug. ”Jeg kan ikke kæmpe meget mere nu,” siger hun. Foto: Brian Poulsen
Nødråb Hvordan ville du reagere, hvis du så din datter blive suget ind i et misbrug med hendes kæreste og venner. Et misbrug, der flere gange sender vennegruppen på hospitalet og kulminerer i et voldsomt hjertestop. Winni bankede på rådhusporten, men her fastholder man, at et dagtilbud er vejen frem. "Men hvad så med resten af timerne i døgnet," spørger moderen forgæves?

Hele Verden smuldrede, da Winnis datter for præcis et år siden faldt om med hjertestop. 
Sammen med kæresten og nogle venner er de begyndt at eksperimentere med de såkaldte ’hætter’, der mest af alt minder om at drikke fælg rens. 
Men datteren lover, at det kun var den ene gang, og hun består flot sine eksaminer sidste år, samtidig med, at hun passer sit job på en bar i København. Alt ser på overfladen flot ud.
Indtil en dag, hvor hendes chef finder hende sovende på toilettet og det bliver klart, at omgangskredsen tager flere og flere hætter. Flere gange må Winni lede efter sin datter i forskellige byer på Sjælland, inden det endelig i september måned ender med at datteren besøger misbrugscenteret i Rødovre Kommune. 
”Jeg prøver at fortælle dem, det er rigtig slemt, og der skal noget mere til, end bare samtaler, men de vil ikke høre på mig,” siger hun om den hjælp, misbrugscenteret tilbyder for et halvt år siden.
 
Ender på hjerteafdelingen
I november måned skal det være slut. Datteren kommer til afrusning på Hvidovre Hospital, men dét der skulle have været en hjælp, ender med at få den modsatte effekt, da hun bliver sat op i dosis af 
stesolid og benzodiazepin.
”De er bekymret for hende, og overvejer at flytte hende på intensiv, fordi de er bange for, at hun stopper med at trække vejret, og de gør meget ud af at fortælle hende, at hun er der frivilligt, og eftersom hun har så mange abstinenser og er proppet med medicin, er hun slet ikke til at styre, og vil stikke af hele tiden,” husker Winni, der med skræk tænker tilbage på de sidste to dage, hvor de overnatter på hjerteafdelingen sammen. 
En misbrugskonsulent fra Rødovre bliver tilknyttet sagen, og datteren kommer i dagsbehandling i Tåstrup og, at hun kan komme til at bo alene. 
En praksis, Rødovre Kommune har anvendt før.
“Rødovre har sit eget tilbud til stofmisbrugsbehandling i Rådgivnings- og Behandlingscentret. Ved den første samtale aftaler man sammen en behandlingsplan, og den plan bliver løbende justeret i forhold til borgerens behov,” forklarer social- og sundhedsdirektør, Henrik Abildtrup.

Bedste muligheder i lokalmiljøet
Han kan ikke udtale sig om den konkrete sag, men forklarer i generelle vendinger, at kommunen visiterer borgere til et privat tilbud, hvis behandlingen i Rådgivnings- og Behandlingscentret ikke er tilstrækkelig. Der er typisk tale om medicinsk behandling eller et dagbehandlingstilbud.
“Det er vigtigt at understrege, at forskningen klart viser, at man har de bedste muligheder for at komme ud af sit misbrug, hvis de nødvendige forandringer, sker sammen med borgeren i lokalmiljøet. Det er det, som f.eks. dagbehandling kan tilbyde. Hvis man ikke får lavet de nødvendige forandringer i hverdagen og i lokalmiljøet, er der stor risiko for, at man falder tilbage i misbruget. Derfor er det også meget sjældent, at døgnbehandling er et tilbud, som virker i sig selv,” siger Henrik Abildtrup, der påpeger, at det desværre kan kræve flere forsøg at komme ud af et stofmisbrug. 
Livet med 2-3 timers behandling fire gange om ugen, og et værelse på kvisten i kommunens akutboliger på Nyholms Allé, hvor der hverken er opsyn eller kontrol, får da også den stik modsatte effekt for Winni og hendes datter. 
 
Mere og mere misbrug
Den lille familie kæmper med at få overholdt aftalerne i dagbehandlingen, men et stigende misbrug gør det til sidst til en håbløs kamp. 
I januar 2021 går det for alvor galt. 
”Min datter finder sin veninde livløs ved siden af hende i hendes egen seng. Hun får tilkaldt en ambulance på trods af, hun selv er dybt påvirket af stoffer. Veninden bliver indlagt, men der er ingen hjerneaktivitet og hun mister livet to dage senere.” fortæller Winni. 
En tragedie, der som en ondskabsfuld selvopfyldende profeti, får datterens misbrug til at udvikle sig endnu mere. 
”Det handler om at bedøve sine følelser,” siger hun. 
Selvom misbruget nu også gælder andre stoffer, er der stadig ikke hjælp at hente. Heller ikke på psykiatrisk afdeling, der ikke mener, at datteren er selvmordstruet og derfor ikke har nogle handlemuligheder. 
 
Ved ikke, hvordan det ender
I januar måned bliver datteren smidt ud af akutboligen, fordi de indtager stoffer og den 27. januar søger familien døgnbehandling hos Rødovre Kommune. 
Afslaget kommer allerede nogle dage senere, da Rødovre Kommune vurderer, at dagsbehandling burde være tilstrækkeligt til at få datteren ud af sit misbrug. 
”Vi klager over afslaget, og får så i marts afslag igen, men min datter kan ikke passe dagtilbuddet og kan slet ikke administrere de piller hun får med hjem til weekenden,” sukker Winni, der slet ikke forstår, at man gerne vil bruge 23.000 kroner om måneden, som dagsbehandlingen koster, men ikke hjælpe med noget, der virker i stedet. 
”Jeg er selv ved at gå psykisk ned, og kan ikke kæmpe meget mere. Det er så frustrerende at se sit barn komme så langt ud, og så blive mødt med en lukket dør fra kommunen, når man endelig tigger om hjælp. Nu ender vi måske med at blive en længerevarende belastning for kommunen,” siger Winni, der ikke skal bruge mange sekunder på at tegne det værst tænkelige billede af fremtiden:
”Så sent som i dag er hendes veninde, der også har fået afslag på døgntilbud, røget afsted med ambulance. Jeg ved, de har været sammen i dag og i nat, og har indtaget hætter og sikkert en masse andet og man ved så ikke, hvordan det ender med hende på hospitalet, men jeg ved snart heller ikke, hvordan det ender med min datter,” siger Winni og tilføjer:
”hvis der ikke sker noget mere og bedre behandling, ender min datter også med at dø af det. Jeg håber de giver hende noget andet hjælp, end den hun har fået nu. For den virker ikke, og selvom hun er stærk, skal hun være klar i hovedet for at komme godt ud af det her, og det kræver en anden hjælp, end hun får nu.”
 

Top