Islev Bio var helt sin egen
A1265.jpg
Den arkitektonisk smukke biograf på Slotsherrensvej kunne have fejret 70-års fødselsdag fredag den 26. marts, hvis den altså ikke lige var blevet revet ned i 1989. Islev Bio lagde sal til en lang række kulturelle begivenheder og i 1983 kunne borgere følge med på storskærm, da Rødovre sikrede sig det danske mesterskab i ishockey med en finalesejr på 5-3 over Aab. Foto: Lokalhistorisk Samling
nostalgi Biografforestillinger, rockkoncerter, radioshows og ishockey på storskærm. Islev Bio kunne det hele og havde det hele.

Det ikoniske kulturhus ’Islev Bio’ på Slotsherrensvej blev lagt i graven tilbage i 1989, men hvis stedet ikke var blevet lukket, og senere revet ned, ville det fredag den 26. marts være fyldt 70 år. I Facebook-gruppen ’Rødovre i gamle dage’ bliver biografen i øjeblikket hyldet i forbindelse med jubilæet for åbningen i 1951.
Kommentarsporet svømmer over med sjove anekdoter fra dengang Islev Bio samlede unge og gamle. Når man ser de gamle billeder af den særprægede biograf, forstår man godt begejstringen. Islev bio var nemlig helt sin egen.
”Islev Bio havde et arkitektonisk niveau, som ingen andre bygning i Rødovre sidenhen har kunnet overgå,” skriver Kristian Kjærulff i et skriv på Facebooksiden.

Tidligere flygtningelejr
Historien om Islev Bio er speciel. I 1948 gav Justitsministeriet Rødovre Kommune bevilling til at drive biograf i Islev. Kommunen fandt en passende grund og nu manglede man bare en bygning.
Den fandt man i Oksbøl-lejren, en flygtningelejr for fordrevede tyske soldater, kvinder og børn nær Esbjerg.
”Her stod en teaterbygning, som, efter Oksbøl-lejren lukkede i 1949, kunne benyttes som biograf. Rødovre Kommune købte bygningen og Rødovres arkitekt Børge T. Lorentzen stod for en gennemgribende restaurering og nyopførsel,” skriver tidligere medarbejder i Lokalhistorisk Samling Steffen Høgh blandt andet i et skriv om biografens historie.
Islev Bio slog dørene op for publikum den 26. marts 1951 og første biograf-forestilling om aftenen var den danske folkekomedie “Mosekongen”. En film, der også blev vist, da Islev Bio lukkede i 1989 og en film som medlemmerne af Face-
book-gruppen ’Rødovre i gamle dage’ blev opfordret til at gense i forbindelse med 70-året.

Fotos: Lokalhistorisk Samling

Top