Friske blomster – lige til at trække
domicil-blomster_92_040321_BP-1.jpg
indehaver af Domicil Blomster på Fortvej, Camilla Bjørklund Jørgensen, har tænkt ud af boksen. Foran butikken på Fortvej har hun installeret en blomsterautomat, så alle fremover kan trække en buket friske blomster og betale med dankort. Foto: Brian Poulsen
god idé På Fortvej har Camilla Bjørklund Jørgensen fået en blomstrende idé. En fuldautomatisk blomstermaskine gør det nu muligt for alle at købe friske blomster på alle tidspunkter af døgnet.   

Nu er der ingen undskyldninger for ikke at komme hjem med blomster til konen, kæresten, svigermor eller en helt fjerde, hvis den lokale blomsterhandler har lukket.
På Fortvej har Domicil Blomster nemlig investeret i en fuldautomatisk blomstermaskine, hvor alle, på alle tidspunkter af døgnet, kan trække en buket og betale med dankort.
Camilla og kollegaerne fylder maskinen op hver morgen og igen når forretningen lukker, så der altid er friske og farverige buketter lige til at trække i maskinen.

”Jeg vil gerne prøve noget nyt og jeg synes det er en sjov og anderledes gimmick. Vi har haft det hårdt i coronatiden, så mit håb er, at vi kan øge indtjeningsmulighederne, når vi kan sælge blomster 24 timer i døgnet, syv dage om ugen, 365 dage om året,” fortæller Camilla Bjørklund Jørgensen om den nye automat, der havde første arbejdsdag foran butikken på Fortvej i tirsdags.
”Vi har fået rigtig mange positive tilkendegivelser for vores sjove tiltag og der er også allerede kunder der har benyttet maskinen,” smiler Camilla imens hun demonstrerer, hvordan man får maskinen til at spytte en buket ud.

Frygter ikke hærværk
Den nye blomstermaskine står frit tilgængeligt foran Domicil Blomster 24 timer i døgnet, men Camilla Bjørklund Jørgensen frygter ikke, at maskinen vil blive udsat for hærværk eller tyveriforsøg, når mørket falder på.
”Jeg stoler på, at folk kan lade den være. Man kan kun betale med dankort, så der en ingen penge i maskinen, kun blomster. Så jeg tænker, at dem der kommer fordi, kun vil noget godt,” siger hun.

Top