Chrummes krystalkugle!
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv/Brian Poulsen
chrumme Nu når vi er ved at komme ud i lyset igen – hvad kan vi så forvente af 2021? Hvad kommer til at ændre sig efter Corona?

Personligt har jeg gjort mig nogle tanker om, hvad der bliver in og yt i 2021.
Efter flere måneder hjemme med børn og ægtefælle, der tror jeg, at vi vil se, at køkkentrenden for 2021 vil være, at ”samtalekøkkenet” ryger ud af produktion. Det bliver igen moderne med et adskilt køkken med plads til een! Gerne med en dør, der kan låses.
Det bliver et godt år for indbrudstyve. Der vil være masser af mere eller mindre håbløse internet-indkøb at stjæle. Og der er frit slag for indbrudstyvene, for hvis vi ikke er i det nye sommerhus, eller den nye båd så er vi på barer og restauranter og weekendophold. Vores boliger vil stå gabende tomme i månedsvis.
Vi vil se en stigning af mennesker på alkoholafvænning. Måneder med fyraftensbajere allerede fra klokken 14 HVER dag – begynder at sætte sit præg.
Vi vil se en 2. bølge af slankekure i damemagasinerne og fitnesscentrene vil opleve et medlemsboom, som var det 1. januar – igen.
Vi vil se betydeligt mindre pap på genbrugsstationer – internethandlen vil aftage. Til gengæld vil Den Blå Avis boome af salg af hjemmefitness udstyr. Ja, du fik det ALDRIG brugt…
Salget af puslespil vil gå i stå. Netflix og HBO vil miste mange abonnenter. Hvem gider at sidde og se et gennemtæsket afsnit af ”Venner”, når man kan få en kold fadøl på ”Terminalen”. Der er vel efterhånden også kun julefilm tilbage, som man ikke har set mindst 2 gange (siden december).
Der vil være masser af plads omkring Damhussøen. Det der med at gå tur bliver igen underholdning for venneløse tabere og ande-fodrende småbørnsfamilier. Folk vil til byen. De vil have Café latte, kolde bajere
og café-burgere. Kondiløbere vil også vælge søen fra. De vil hellere løbe på et løbebånd i et fitnesscenter – hvor man faktisk kan tale med andre mennesker.
Der vil blive trængsel på Storebæltsbroen, nu når man ikke længere har en god undskyldning for IKKE at besøge familien i Jylland. Man gider ikke dem, der bor FOR langt ude på landet – for man har fået
RIGELIGT af natur-oplevelser det sidste års tid. Og så fedt er det heller ikke at vade ned i en kokasse.
Klamydia vil også nå nye højder, når de unge kan give den gas i byen og på Tinder igen.
Vi kommer nok heller ikke til at se ”en stille aften derhjemme” og ”en weekend, hvor vi bare slapper af” i noget tid. Tror vi har fået nok af det.
Der vil være kø hos dyrelægerne, når alle de hundehvalpe folk har anskaffet sig, skal aflives, fordi vi igen skal tilbage på arbejde fuld tid. Måske vil man se kombinerede salg i Den Blå Avis: ”Golden Retriever og kondicykel til salg”

 

Top