Svanens død!
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Ugens højdepunkt i Facebookgruppen 'Facebook Rødovre' har været de indefrosne svaner i Damhussøen.

De fleste har været i stil med Storm P’s gruk om, at alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det.
I vanlig Rødovrestil, så er tonen hård. Ja, det fornægter sig ikke, at vi befinder os på den hårde Vestegn og hvis du tror, at svanerne har det koldt, så er klimaet mindst ligeså koldt på Facebook.
En kvinde bekymrede sig om de indefrosne arme dyr – det afledte følgende kommentarer:
”Altså, hvad havde I tænkt jer, at Rødovre Kommune skulle strikke nogle varme trøjer til alle svanerne? Det jo vilde dyr og det er naturens gang.”
”Tilsynspligt med en sø?? Regner du med, at der går en mand rundt med lommelygte og en lille blok og noterer tingenes tilstand hver time?”
”Vi kunne også skrive et skilt til svanerne om, at man ikke må være på søen.”
”Sorry, men hvor mange gange skal der være opslag, om de stakkels dyr i den københavnske sø????”
”Gaaaab tænk, hvis der skete noget alvorligt” Ja, jeg tænker ikke, at det lige var de reaktioner forfatteren forventede.
Jeg elsker at læse opslag på Facebook Rødovre. Især hvis man har en dårlig dag. Så kan du altid stole på, at der højst sandsynligvis er en der har det værre efter at have slået noget op på den side.

Føler du dig en dag oven på. At tingene kører for dig. At konen måske smiler mere til dig end vanligt.
Har du fået skattepenge, sex på en tirsdag og vundet i Lotto. Eller var der bare tilbud på Matilde Kakao i Netto. Så skriv et opslag på Facebook Rødovre, så skal jeg LOVE dig for, at der kommer skår i glæden.
Er du der imod på randen af en depression. Står du på Broen ved Rødovre Station og overvejer at springe ned foran linie B. Så vil jeg ikke umiddelbart foreslå dig, at slå det op på Facebook Rødovre.
Du vil måske opleve at få rigtige mange ”likes” på dit opslag, men du vil helt sikkert også modtage 56 kommentarer med teksten:
”Så spring dog for helvede, mand!!” – efterfulgt af et nyt opslag i gruppen med spørgsmålet:
”Nogen der ved, hvad der sker nede på stationen. Der er vildt mange blå blink?”
Men tilbage til de indefrosne svaner i Damhussøen. Kort tid efter shitstormen var der så et nyt opslag på Facebook Rødovre:
”Jeg har lige været forbi Damhussøen for at stå på skøjter.”
“Det er desværre helt umuligt, man falder over de irriterende mange svaner, hejrer og andre fugle, der sidder fast i isen. Magter bare ikke naturen, når den er sån.”
Jeg er faktisk helt holdt op med at læse Nationen på Ekstra Bladet, for trænger jeg til at læse perfide, slibrige, nedgørende og generelt nederen kommentarer – så er det ind på Facebook Rødovre, hvor jeg ALDRIG bliver skuffet.

Top