Foredrag i din radio – helt gratis
mylius.jpg
Allan Mylius Thomsen guider dig gennem H.C. Andersens København i et radioforedrag søndag den 21. februar klokken 14. Foto: André Stær
folkeoplysning Skrue op for din radio, læn dig tilbage og bliv klogere på København i H.C. Andersens tid og om et arbejdsliv på iskanten ved Antarktis.

I en tid, hvor det ikke er muligt at mødes til fysiske foredrag, er aftenskolen AOF og Lokalradioen RødovreKanalen gået sammen om at levere fire søndagsforedrag direkte til dine ører gennem radioen.
De fire søndagsforedrag er helt gratis og du ’tilmelder’ dig ved at tænde for din radio og tune ind på 105,9 MHz eller via din computer.
”Mange er glade for at kunne gå til foredrag på Rødovregaard og i Foreningshuset, men da det ikke er muligt at mødes fysisk lige nu, samarbejder vi med lokalradioen RødovreKanalen om de fire radioforedrag.”
“Vi ved, at rigtig mange sidder alene hjemme, uden den store kontakt med andre i hverdagen og vi håber derfor, at vores initiativ kan være med til at modvirke ensomheden,” fortæller Ole Gjøl, der er formand for AOF Rødovre.

Folkeoplysning gennem højtalerne
De fire foredrag er såkaldte folkeoplysende foredrag, der forhåbentlig skal gøre dig klogere på et specifikt emne.
Første foredrag kan høres på søndag og handler om København på H. C. Andersens tid og det er den kendte foredragsholder Allan Mylius Thomsen, der fortæller. Mange kender ham fra byvandringer, bøger han har skrevet og fra en ganske alsidig foredragsvirksomhed. Foredraget kan høres søndag den 21. februar klokken 14.
”Radiomediet kan stadig noget helt specielt. Det kan nemlig formidle fælles oplevelser og nærvær mellem mennesker. Vi tror, det bliver taleradio, når det er bedst og vi er sikre på, at mange borgere vil lytte med på søndag, sætte sig tilrette med en kop kaffe og lytte til Allan Mylius Thomsens stemme,” siger Ole Mathiasen, der er formand for RødovreKanalen.
AOF har også det andet foredrag på plads. Her fortæller eventyrer og forsker Cecilia Vanman om et arbejdsliv på iskanten ved Antarktis.

Top