Klarskov: “Vi savner tilskuerne”
WEB_RMB-soenderjyske_Klarskov1_221120_BP-1.jpg
Der skal tankes selvtillid, rettes nogle fejl og så er vi klar til at overraske i slutspillet, mener Steffen Klarskov. Foto: Brian Poulsen / arkiv
ishockey Rødovre Mighty Bulls har tabt de seneste fem kampe, de har afgjort kampene på is og spillet er langt fra optimalt. Vi har talt med assisterende kaptajn Steffen Klarskov Nielsen, som har spillet i Metalligaen i mere end 10 år – de fleste for Rødovre.

Bekymringerne vokser og fugerne i panderynkerne bliver dybere for de fleste rødovrefans i denne tid, hvor der er langt mellem sejrene og de gode oplevelser, når deres helte, Rødovre Mighty Bulls, skal forsvare æren for den stolte ishockeyby, Rødovre.

I en tid, hvor sejre er succeskriteriet for så godt som alle fans i de fleste sportsgrene, så er der et stigende pres på Mighty Bulls – både spillere og ledelse,

Assisterende kaptajn, den 29-årige forward Steffen Klarskov Nielsen, er enig i, at spillet ikke er godt i øjeblikket, men han, holdkammeraterne og trænerduoen er på ingen måde i panik.

”Der er en god stemning i truppen og vi har en god tro på, at vi kan lykkes. Desuden er det mange år siden, vi har trænet så godt som i denne sæson,” starter Steffen Klarskov. Han fortsætter:

”Der skal ikke meget til, før vi får det vendt og det vigtigste er, at vi er klar, når vi kommer til slutspillet, for vi har ikke noget dårligt hold. Naturligvis er der forskel på vores spillertrup og topholdene, som har et budget, der er dobbelt så stort end vores. Men vi kan sagtens overraske i et slutspil og jeg har stadig fornemmelsen af, at vi sagtens kan gøre noget godt.”

”Powerplay er ikke godt, de personlige fejl er vendt tilbage og nogle fans skriver, at rødovreånden mangler. Er du enig?”

”Vi er da ramt på selvtilliden, vi er jo mennesker,” slår Klarskov fast og uddyber:
”Skader er ikke en undskyldning, men vi er mere sårbare i forhold til topholdene, som har mere bredde i truppen og vi kan altså mærke, når vi har Jonatan Nielsen ude i et par måneder, som var hård at undvære og vi manglede også Marco Illemann og Benjamin Mouritzen. Så, synes jeg, vi er hårdt ramt defensivt.”

”Mange af de personlige fejl kommer af, at man vil det for meget selv. Det er noget, vi arbejder meget med og har fokus på, vi skal have rettet. Vores trænere siger, vi skal trække en streg i sandet og så skal vi fokusere på, at vi skal optimere vores spil frem mod slutspillet og det gør vi.”

”Rødovreånden er andet end os spillere. Rødovreånden er et sammenspil med vores fans. Vi mangler helt klart at have vores fans i ryggen, som ofte har givet os de 5-10 % mere. Fansene gør også, at det ikke er sjovt for modstanderne at spille i Rødovre. Jeg tror, det spiller meget ind, at vi mangler det rygstød,” siger Steffen Klarskov ærligt.

”Vi håber så meget, at vi snart kan få tilskuere i hallen og har vi tilskuere i slutspillet kombineret med, at vi får rettet meget ind til slutspillet, så er vi overbevist om, at vi kan overraske. Men en ting er sikkert. Vi savner tilskuerne.”

Artiklen fortsætter under billedet…

Tre kampe på seks dage
Efter en ufrivillig coronapause har Rødovre tabt til Rungsted og Sønderjyske. Allerede tirsdag aften går det løs igen, så Mighty Bulls har spillet tre kampe på seks dage.
”Det er klart, der mangler lidt timing og teknik i nogle situationer, når man ikke har spillet i mere end to uger og for mit eget vedkommende lå jeg 16 dage i sygesengen, så jeg var ikke på toppen, da jeg lige var kommet tilbage og vi var mange, der var ramt.”

”Alligevel, synes Jeg, vi havde klar forbedring i kampen i SønderjyskE sammenlignet med kampen mod Rungsted og den vej fortsætter vi ad. Men det også klart, vi skal passe på, vi ikke vænner os til at tabe og vi skal forbedre os mentalt, for vi må ikke være tilfreds med bare at blive nummer 8,” mener Klarskov, der for første gang i karrieren ikke så frem til tre kampe på seks dage.

”Jeg må indrømme, at efter denne karantæneperiode, der kunne jeg personligt godt have brugt lidt færre kampe, selvom jeg normalt er meget glad for og helst vil spille kampe, men lige i den her situation, vil jeg godt have haft flere træningspas og en eller to kampe færre,” siger Klarskov, som slutter bekræftende af:

”Men bare rolig, der er ingen panik og stemningen er stadig god – vi skal bare have tanket noget selvtillid op.”

Top