Topholdet knuser tyrene
WEB_RMB-odense_NC_060919_BP-1.jpg

Metalligaen, Ishockey: R¿dovre Mighty Bulls - Odense Bulldogs. #71 Nicklas Carlsen

Nicklas Carlsen scorede Rødovres hidtil eneste mål efter to perioder. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Mighty Bulls nye keeper John Muse fik noget af en ilddåb, da han debuterede mod topholdet Rungsted Seier Capital, der var pivskarpe i tyrenes comeback-kamp efter coronapausen, som Mitch Callahan har brugt til at rejse hjem. Artiklen opdateres, når kampen er slut.
Rødovre Mighty Bulls - Rungsted Seier Capital
1-6
(1-2, 0-3, 0-1)

19:43 1-2 Nicklas Carlsen (Klarskov og Popovic)

02:45 0-1 Gustav Green (M. Jensen)
10:26 0-2 Hampus Gustavsson (Sarault), SH1
21:06 1-3 Marcus Olsson (Hardt og Persson), pp1
30:08 1-4 Nichlas Hardt (Sarault)
32:03 1-5 Mathias Persson (M. Jensen), pp1
57:58 1-6 Charlie Sarault (M.Jensen og Rosenthal)

Skudstatistik:
RMB-Rungsted 25-35 (10-12, 11-12, 4-11)

Udvisninger:
RMB: 5x2
RSC: 2x2

Endelig hockey i Rødovre Centrum Arena efter en lang og ufrivillig coronapause. En pause der blandt andet har betydet et farvel til Mitch Callahan, der, af personlige årsager, er rejst hjem.

”Vi har ikke fyret ham og Mitch har været glad for sit ophold, men han var desværre nødt til at rejse hjem,” siger sportschef Jørgen Illemman og følger op:
”Men vi leder efter en erstatning, som helst skal være europæer.”

De første 20 minutter
Efter en lang pause fra kampe kan det være svært at være 100% kampklar og sådan så det også ud i kampens indledning.
Der blev startet med et langt og tungt pres fra første sekund mod Rødovres mål og der blev først fløjtet, da pucken lå i nettet bag den nytilkomne keeper John Muse, der havde ageret plankeværk et par gange, inden der blev scoret.

Efter topholdets barske indledning kom Rødovre godt igen og var tæt på at udligne i flere omgange og da hjemmeholdet trak en udvisning, lå der for alvor en scoring i luften. Den kom, men…

Efter et par rigtig dumme fejl i egen zone, så takkede topholdet for foræringerne og scorede til 0-2, mens flere rødovrespillere på isen lignede nogle, der tænkte; ”den defensive opgave, det er ikke mig.”

Målet i overtal rystede helt klart tyrene, der efterfølgende begik flere store personlige fejl og kun godt målmandsspil og upræcise afslutninger hindrede, at Rungsted trak yderligere fra. Det lignede en ny afklapsning a la 8-2, som sidst de to mandskaber mødtes.

Men stik mod spil og chancer i den afsluttende del af perioden, så blev det Rødovre der scorede. Steffen Klarskov sendte pucken langs isen mod fjerneste stolpe, hvor Christopher Nihlstorp gav en retur – lige ud til Nicklas Carlsen, der kunne sende pucken ind i et tomt mål. En vigtig scoring at til pause på, da der kun resterede 17 sekunder.
17 sekunder var desværre nok til at kunne trække en udvisning. Magnus Carlsen havde sin stav løftet for højt, hvilket betød, at Mighty Bulls kunne starte 2. periode i undertal.

Udvisninger blev kostbare
De stærke nordsjællændere udnyttede straks, at de var i overtal. Efter en reel udspilning af tyrenes defensiv kunne Marcus Olsson sende pucken i mål bag en prisgivet John Muse.
Målet fik gæsterne til at slække på tempoet og Mighty Bulls overtog fuldstændig spillet og havde et godt langt skift i gæsternes zone, hvor rungstedspillerne længe stod med tilsyrede stænger, mens Nihlstorp diskede op med flere store redninger.

Rødovre glimrende pres blev fulgt op af en ’kold klud i hovedet’, da Rungsteds landsholdsspiller Nichlas Hardt scorede til 1-4.
Det mål slukkede hjemmeholdets intensitet og da Rødovre kort efter blev ramt af endnu en udvisning, så blev sømmet slået i tyrenes kiste.
Igen skulle personlige fejl give gæsterne en chance og denne gang missede Mathias Persson ikke en friløber, som han fik af Morten Jensen, mens Rødovre holdt åbent hus bagude – formentlig fordi Jonas Sass ikke fik sendt pucken ned bag modstandernes mål, så der kunne skiftes ud.

Der blev stadig skabt chancer i begge ende af banen i periodens sidste minutter, men Nihlstorp havde lukket ned for porten og Rungsteds skarphed var sat på midlertidig pause.

Rolig 3. periode
Rødovre spillede sin klart bedste periode. Ikke fordi den var bedre eller mere underholdende, tvært imod, så var den pænt kedelig, men der var mere styr på spillet og de personlige fejl næsten elimineret. Ikke godt, men meget bedre end de to første perioder.

Evaluering
Med afgangen af Mitch Callahan leder Mighty Bulls efter en erstatning. Personligt vil jeg stærkt anbefale en back i stedet for en forward. Det helt store problem er defensiven en back af Manavian kaliber vil være et mega plus for tyrene.
Igen i dag begår tyrene kæmpe store personlige fejl og de skal minimeres ellers får man smæk i så stærk en liga, som Metalligaen er.

Rødovres nye målmand John Muse er svær at evaluere efter en kamp. Er han ramt af jetlag, hvor rusten er han og han skal lige lære sine nye holdkammerater og spillestilen at kende. I sin debut havde han svære betingelser, for defensiven var storslem i de første to perioder.

Men efter 60 minutter er min første indtryk ikke godt. Stilen er ’old school’, hvor han bl.a. kommer ud væk fra målet, så det åbner sig og han er langsom i sine sideforskydninger. Pucken ’klister’ ikke til ham (som ved 1-6 målet) og så går det ikke i Rødovre, at han spiller 100% på, at han skal redde og så må backerne tage en eventuel retur og hvis pucken spilles til modsatte stolpe. Det sker bare ikke i Rødovre.
Så min første indskydelse – fejlkøb. Men nu vil jeg lige give Muse en chance, inden konklusioner.

Kampen bar præg af et sprudlende rungstedhold og at Rødovre begik ufattelig mange personlige fejl – måske på grund af den lange pause, men skidt var det.

Rødovres klart bedste periode var den tredje, selvom det kun blev til fire skud på mål. Men fejlene var mærkbart færre og spillet havde tendenser til noget, som kan bruge fremadrettet.

Powerplay – sikke en gang møg. De to overtalsspil var så elendige, at det må give dybe panderynker til trænerduoen.

Top