Rødovre Kommune lokker med gratis tilslutning til fjernvarme
damhustorvet_003_240217_BP.jpg

VEKS er i øjeblikket i gang med sikre fjernvarmeforsyningen på Damhustorvet. Gravearbejdet betyder, at torvet er lukket frem til 1. april. Herefter begynder Rødovre Kommunes egen ombygning af Damhustorvet.

Sådan så det ud for nogle år siden, da VEKS sikrede fjernvarmeforsyningen ved Damhustorvet, nu kan kunder tilstlutte sig gratis, hvis de bor i Valhøj Erhvervskvarter eller Espely Foto: Brian Poulsen
Fjernvarme Rødovre Kommune lokker private husstande med kontant belønning, hvis de vil være en del af den grønne omstilling.

61.250. Så mange danske kroner kan hver enkelt husstand i det næste fjernvarmeområde spare, hvis de siger ja til at få 100 procent i rabat af Rødovre Kommune, der skubber 18 millioner kroner bag på den grønne omstilling.

Det sker ved en kæmpe satsning på fjernvarme.

”Fjernvarme er godt for både miljøet og for pengepungen, men det er en stor barriere for mange husstande og virksomheder, at man skal betale et stort engangsbidrag for at blive tilsluttet. Nu prøver vi at gøre det gratis for at se, om det kan lokke flere med”, siger Jan Kongebro, der er formand for Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning og for Teknik- og Miljøudvalget i Rødovre Kommune.

 

Hovedstadsområdet er vigtig for grøn omstilling

Håbet er, at den nye satsning på fjernvarme skal være med til at gøre Rødovre Kommune CO2 neutral inden 2050. Det kan fjernvarmen hjælpe med. For selvom den, der lige nu bliver leveret fra VEKS er 70 procent CO2 neutral, er det ikke urealistisk, at fjernvarmen er helt CO2 neutral allerede i 2025.

”Vi skal give kloden videre i en ordentlig stand til vores børn og børnebørn, og derfor er vi nødt til at handle nu. I Rødovre går vi forrest, og vi bruger alle de redskaber, vi har i skuffen. Det er helt afgørende for den grønne omstilling i hovedstadsområdet, at vi får udbygget fjernvarmen”, siger Jan Kongebro.

 

Giver sig selv

Ifølge Enhedslistens viceborgmester, Peter Mikkelsen, er det da også en nobrainer.

”Det er svært at have noget imod forslag, der er til gavn for klimaet. Enhedslisten har længe arbejdet for, at vi skulle begrænse afbrænding af fossile brændsler i blandt andet brændeovne. Dels for at nedbringe CO2 og dels for at få renere luft,” siger han til Rødovre Lokal Nyt og tilføjer:

”Velkommen til de nye fjernvarmebrugere.”

 

Den aktuelle etape for udbygning af fjernvarmen, hvor man altså nu kan opnå gratis tilslutning, er i Valhøj Erhvervskvarter og Espely (husstande i området mellem Rødovre Parkvej, Brandholms Allé, Rødager Allé og Nyholms Allé, Red).

  •  
Fakta
  • Tilbuddet om gratis tilslutning svarer til en rabat på 61.250 kr. inkl. moms. 
  • Kunderne har dermed kun udgifter til egne installationer. I runde tal svarer det til prisen for udskiftning til nyt naturgasfyr. 
  • Udbygningen af fjernvarmen forventes at koste i alt 18 mio.kr. for Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning i de kommende to år. Udbygningen får ikke betydning for kundernes takst.
Top