Pårørende til misbrugere får anonym hjælp
tine.jpg
Tine er en af de rådgivere, der sidder klar bag telefonen. Foto: Dit Rum
Rådgivning Ny telefonlinje for forældre med børn på Vestegnen, der har en partner med et misbrug, sikrer nogen at snakke med helt anonymt.

Hvis du har børn med en kæreste eller ekskæreste, der ryger eller drikker for meget, eller måske sågar tager stoffer eller spiser piller, ved du, hvor hårdt det kan være at få livet til at hænge sammen.
Men måske ved du ikke, at du her på Vestegnen nu kan få gratis helt anonym hjælp gennem Dit Rum.
De har netop åbnet en ny telefonrådgivning får pårørende-forældre med børn mellem 0 og 24 år, hvor der er mulighed for at få luft, støtte og rådgivning – til hele familien.
”Vi ved, at der sidder forældre derude, som er på konstant overarbejde, fordi de både prøver at hjælpe partneren eller eks’en, beskytte børnene og få hverdagen til at fungere. Og som måske samtidig skal holde på hemmeligheden over for omverdenen, fordi alt, der bare minder om misbrug, stadig er så stort et tabu. Vores nye telefonrådgivning er en støtte til netop de forældre og deres børn. For ingen skal være på sådan et krævende overarbejdealene,” siger leder af Dit Rum, Tine Lydolph.
 
Timingen i forhold til Corona er ikke tilfældig
Hun har selv mange års erfaring med pårørendearbejdet og oplever, at denne coronatid gør det endnu vigtigere, end før, at pårørende-forældre har et sted at henvende sig.
”Covid19 oveni juleferien har lagt et særligt pres på familier, der i forvejen er pressede, og hvor der måske er blevet åbnet ekstra mange flasker eller taget ekstra mange stoffer. Og det er vigtigt for de forældre, der står på sidelinjen og som konstant skal navigere i kaos at få luft for frustrationer og bekymringer og måske redskaber til at tackle situationen. Forhåbentlig kan alle få mere overskud af det,” siger hun.
Telefonrådgivningen holder åbent to gange om ugen: tirsdag klokken 12-15 og torsdag klokken 10-14. Og en venlig opfordring kan man altid regne med at få af Dit Rum.
 

Hvem kan ringe til telefonrådgivningen?

Det kan alle forældre, der har børn mellem 0 og 24 år, og hvor én af de voksnes (inkl. sted- og bonusforældres) forbrug af alkohol eller rusmidler har taget overhånd.Hvis det er nære bedsteforældre eller søskende til børnene, der har et forbrug/misbrug, kan man også ringe. Dit Rum går ikke op i mængder eller hyppighed, men i at hjælpe familien. Den far eller mor, der selv har forbruget/misbruget, er også velkommen til at ringe og få hjælp til sin familie.
 
Hvad kan man forvente af telefonrådgivningen?
Man kan forvente at få luft for bekymringer og tanker – og få gode råd til at passe på sig selv og sine børn. Og altså samtidig være 100% anonym. I den anden ende af røret sidder erfarne familiekonsulenter, der er vant til at tale om alt det, der handler om at være tæt på én, der har et misbrug.

Nummeret til telefonrådgivningen er 44226002

Læs mere på ditrum.nu

Top