På den nye genbrugsstation vil der med tiden blive mulighed for direkte genbrug, så man som borger kan aflevere og afhente genstande, som har en genbrugsværdi.
Sådan står der i budgetforliget for Rødovre Kommune, som alle politiske partier er med i.
Dermed er de første skridt til mere direkte genbrug allerede taget og det fysiske bevis kommer man til at kunne se i Islev.
”Det er vigtigt med en byttecentral. Vi smider alt for meget væk, som sagtens kan bruges. Vi skifter for meget ud og det skal direkte genbrug afhjælpe,” siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, Jan Kongebro (S).
Mere samarbejde
Direkte genbrug er en del af lovgivningen fra Folketinget, og det er op til kommunerne selv at tolke, hvordan det skal implementeres.
”Jeg så gerne, at man udviklede konceptet og havde et samarbejde med Vandværket, hvor der sidder gamle drenge, der kan reparere ting, som sagtens kan genbruges, så det arbejder vi også på at gøre til en del af den nye genbrugsstation,” påpeger Jan Kongebro.