Lukkede bankkasser ærgrer Ældre Sagen
danskebank-1.jpg
Fra den 8. februar vil det ikke længere være muligt at blive betjent af en medarbejder i Danske Bank, hvis man vil hæve eller indsætte penge. I stedet skal man som bankkunde benytte sig af hæveautomaterne. Foto: Brian Poulsen
nye tider ”Mange borgere bruger ikke digitale løsninger, så det er et reelt problem,” lyder det fra Ældre Sagens lokale formand, René Christiansen, om Danske Banks beslutning om at lukke kassefunktionerne i banken i Rødovre Centrum.

Hvis du hører til gruppen af borgere, der foretrækker at benytte Dansk Banks kassefunktioner til at veksle, hæve eller indsætte penge, så kan du have gjort det for sidste gang i Rødovre Centrum.
Fra den 8. februar nedlægges størstedelen af kasserne i storbankens mange filialer og med de nuværende corona-restriktioner, kan det derfor være helt slut med kassefunktionerne i Rødovre.
Fremover vil det kun være i landets fire største byer, København (Nørreport Afdeling), Aarhus, Odense og Aalborg, at det vil være muligt at stå ansigt til ansigt med en medarbejder, hvis man skal hæve eller indsætte penge.
Det ærgrer den lokale afdeling af Ældre Sagen, der mener, at banken glemmer de ældre borgere.
”I sagens natur har vi mange ældre medlemmer og vi ved, at mange af dem er fritaget fra de digitale løsninger med netbank og for dem er det meget frustrerende, at de ikke længere kan blive betjent ved en kasse. Jeg synes, at man som minimum burde bevare en kassefunktion af hensyn til vores ældre medborgere, som, synes jeg, banken svigter,” siger René Christiansen.

Markant fald
Danske Bank oplyser i en pressemeddelelse, at brugen af kasserne i Danske Banks filialer er faldet markant gennem mange år og at udviklingen er drevet af, at kunderne foretrækker at klare de daglige bankforretninger i net- og mobilbanken, via betalingsservice eller med kort og mobil.
”Omkostningerne til at drive kasserne er ganske enkelt blevet for store i forhold til behovet. For at sikre, at vi bruger vores ressourcer bedst muligt til fordel for vores kunder, har vi derfor besluttet at lukke de fleste af de tilbageværende kasser,” udtaler Thomas Mitchell, der er chef for privatkunder i Danske Bank.

Ikke en eneste tilbage
Med lukningerne af kassefunktionerne i Danske Bank i Rødovre Centrum, vil der ikke længere være en bank i Rødovre, hvor man som borger kan hæve
eller indsætte penge ved en kasse. Arbejdernes Landsbank i Carlsro lukkede deres kassefunktioner ved årsskiftet.
I dag kan man som bankkunde i stedet benytte de lokale hæveautomater, men det er bare ikke godt nok, mener René Christiansen.
”Der er mange ældre, der ikke føler sig trygge ved at bruge en hæveautomat, så det er muligt, at lukningerne af kassefunktionerne er i bankens interesse, men det er bestemt ikke i alles interesse,” siger den lokale formand for Ældre Sagen.

Top