Stjerneklub: “Der er brug for noget at se frem til”
the-works.jpg
Der var ingen dansebilleder fra festen på Tinderhøj Skole, hvor The Works ellers spillede op - sådan kan det også blive igen i 2021, men Star Club vil gøre alt for at arrangere et eller andet, så snart man må. Foto: Privat
Rødovre Star Club Selvom corona forvandlede sød musik og festlige trin til makaber stopdans, trodser Rødovre Star Club nu pessimismen og gør klar til comeback i 2021. ”Der er brug for noget at se frem til,” lyder det.

Der har været langt mellem dansetrinene i Rødovre Star Club i det sidste år, som alle prøver at glemme.

Som de fleste andre kulturtilbud har den lokale musik- og danseklub kæmpet forgæves med at finde løsninger på de udfordringer, som virus og restriktioner har sat for klubbens aktiviteter.

”Men der er brug for kulturen og noget at samles om, ”mener Pelle Kelm, der er formand i klubben, der plejer at fylde RØdovregaard til bristepunktet flere gange om året.

”Vi er jo en klub, der lever af glade stunder, og dem har der selvfølgelig været færre af i det forgangne år,” siger Pelle, der kalder sig heldig over at have verdens bedste medlemmer, der bakker klubben op, selv når krisen kradse

”Men vi har også en fantastisk bestyrelse, som hele tiden vender og drejer situationen om, hvornår den næste fest kan afholdes,” tilføjer han.

 

Noget at se frem til

Da klubben består af flere hundrede ivrige danseletter og musikanter, som brænder for at komme ud på de bonede gulve, forsøger bestyrelsen nu at give dem noget at se frem til i 2021, som kan arrangeres, når restriktionerne ophæves.

”Vi overlever på optimisme og på den tro, at det hele nok skal blive godt igen. Vores Facebookside virker som bindeled mellem medlemmerne. Her kan man ’mindes’ gladere tider, når vi nu ikke kan stå ansigt til ansigt, og det har vist sig at mange lægger små videoklip op, fra tidligere stunder, tilføjet en kommentar, som en anden så samler op, så på den måde, holder vi os i live,” forklarer Pelle.

”Men der mangler et program for 2021, der rigtigt kan samle folk om et håb.”

I 2020 tog Rødovre Star Club bestik af situationen og restriktionerne hver gang, og det lykkedes dem da også at gennemføre et par arrangementer indenfor de udstukne regler.

”Eksempelvis afholdt vi en stor sommerfest på Terminalen, men vi havde også besøg af selveste The Works på Tinderhøj Skole, og på det tidspunkt måtte man ikke danse, hvilke resulterede i den største omgang stoledans, vi længe har set. Det var en fantastisk aften,” griner Pelle Kelm. 

 

Men, hvad gør man egentlig som kulturklub, når idéerne står i kø, men brænder inde i coronaskyggen?

”Man bliver ved. Hvis ikke at vi satte næste års program, så ville vi langsomt dø ud. Jeg har været i kontakt med alle de bands vi har på programmet flere gange telefonisk, og de er glade for, der bliver gjort noget,” siger han og fortsætter:

”Det værste, der kan ske for en udøvende musikalsk kunstner er, hvis hans eller hendes kalender lige pludselig er tom, så medlemmerne er ikke de eneste, der skal have noget at se frem til. Der kommer en tid efter pandemien, og det kan et nyt program hjælpe os med at huske.”

VIldt program
I Rødovre Star Clubs program for 2021 kan man derfor se flere prominente navne som eksempelvis Torben Lendager, kendt fra The Walkers og som manden bag hits som ’sha-la-la-la-la’ og Michelle Birkballe, som er Danmarks nye rockmama. Hun skal blandt andet på ´scenen med Rock Nalle, som kan blære sig med hits som Go´e Gamle Fru Olsen, der har rødder helt tilbage til 60’erne.

”Udover det, har vi premiere på The Scoops, med deres helt exceptionelle rock n roll show og får besøg af af skønne Chimbo´s Revival, som vi elsker ind til benene. Alt det og meget mere, bliver som altid akkompagneret, af vores eget Rødovrehusband, The Rockin´Shads,” siger Teddy og går i gang med at nævne det ene Rødovreikon efter det andet inden vi stopper hans talestrøm.

 

 

Kommentarer
Top