Avarta er godt i gang
avarta-traenere_0206_011220_BP.jpg
Marc Thevis, til venstre og Patrick Scheibel er godt i gang med at forberede Avarta til et gyseragtigt fodbold-forår. Foto: Brian Poulsen
fodbold Som divisionshold er Avarta ikke ramt af de hårde restriktioner, så de træner på livet løs i forberedelserne til sæsonen, der starter den 13. marts for Avarta.

Fodboldåret er startet for Avartas divisionshold og dermed den nye trænerduo Marc Thevis og Patrick Scheibel.
”Ja, vi er kommet godt i gang og vi har allerede spillet den første træningskamp, som var mod Fremad Amager. Det var en kamp, hvor vi havde mest fokus på det defensive mod en stærk modstander og jeg glæder mig over, vi spillede 0-0 i 1. halvleg, hvor vi holdt dem fra et rimeligt antal chancer,” siger Thevis. Han fortsætter:
”Når vi møder et hold, hvor alle er fuldtidsprofessionelle, så forventede vi, at vores kræfter slap op og det skete i løbet af 2. halvleg, hvor Fremad Amager fik overtaget og vandt 3-0.”
”Ellers har vi bragt nye ting ind i træningen, vi er kommet med nogle nye idéer og tiltag, hvilket spillerne har taget godt imod. Ligeså vigtigt for os er, at spillerne arbejder stenhårdt. Det gør de helt sikkert, hvilket vi sætter stor pris på.”

I weekenden var der ingen kampe på programmet.
”Vi brugte weekenden på intensiv træning, hvor vi gik meget mere i dybden end vi kan på en almindelig træningsaften. Det tager vi med til de næste træningskampe, hvor størstedelen af fokus bliver på det defensive. Når det er sagt, så arbejder vi også på, at vores offensiv skal blive bedre, for der er ingen tvivl om, at vi scorede for få mål i efteråret,” mener Marc Thevis.

I julepausen har Avarta mistet Andreas Horsebøg.
”Vi har også et par spillere mere, der har forsøgt sig i andre klubber ligesom vi har haft et par stykker til prøvetræning hos os. Men fakta er, at spillertruppen ikke er sat endnu,” slutter den nye Avarta-træner.

Avarta spiller træningskampe mod B93, Dalum, BIF U19, AB Tårnby, Middelfart, Roskilde KFUM og Næsby.

Kampdage, steder og tidspunkter må ikke offentliggøres på grund af COVID-19.

Top