Rødovre var uden back Lasse Carlsen, som altså er blevet indskrevet på skadeslisten, så der er fire backs ude for tyrene, hvilket gav plads til den 19-årige Jerry Vällipirti.
Mighty Bulls skulle forsøge at rejse sig efter den pauvre indsats i 3. periode mod Herlev, hvor Rødovre ellers var tæt på at vinde sin tredje kamp i træk, men det lykkedes heller ikke denne gang, så den forbandelse blev brudt. Dermed er det minimum to sæsoner siden, at Rødovre sidst vandt tre kampe i træk.
En elendig 1. periode
Der har været mange dårlige overtalsspil af Mighty Bulls i denne sæson, men aftenens første til tyrene slog dog alle tidligere i elendighed, som blev toppet af, at hjemmeholdet var ene om at afslutte – det gjorde de så to gange.
Da Rungsted atter fuldtallige, var der åbent, som indgangen til en bilfærge, i Rødovres zone og backen Morten Jensen kunne let score til 1-0 mod tyrenes 3. kæde med Nicklas Carlsen, Kjær og Callahan.
Et par skift senere var den den gal igen, da kæden med Schultz, Sass og Popovic lod sig overliste. Hvordan målet blev scoret, skal være uskrevet, da kameraet igen ikke fulgte spillet.
Samme kæde fra Rødovre var også på is, da det blev 3-0. Gustav Green stod fuldstændig fri foran mål og kunne let sende Rungsted yderligere i front.
Slottet var glemt helt og aldeles og Rødovre så ud til at falde fra hinanden, når det gjaldt de gode dyder på isen.
Der er ingen tvivl om, at nordsjællænderne er gode, men Rødovre gjorde dem også bedre, blandt andet via upræcise pasninger, dårligt spil uden puck og tåbelige beslutninger i egen zone.
Det var længe siden, at Rødovre har spillet så dårlig periode.
Rørth diskede op
Det blev ikke bedre i den midterste periode. Allerede fra første skift diskede keeper William Rørth op med en stor redning og det fortsatte, da 2. kæden igen holdt åbent hus i slottet. Skiftet endte med en udvisning til Christoffer Frænell.
Derefter var der et langt pres mod Rødovres mål, men Rørth holdt stand i 10 minutter, så kunne 2. kæden igen notere en scoring, mens de var på is. En fremragende aflevering af Wideman til den afslutningsstærke Rasmus Thykjær og så stod det 4-0.
2. kæden kom snart på is igen og efter kæden sejlede rundt i egen zone endte det med, at Dylan Busenius fik en udvisning. Herefter fik Rødovre yderligere to udvisninger, så de skulle starte 3. periode i undertal.
Det var en periode, der stort set kun stod Rungsted på, men Mighty Bulls fik da afslutninger og tættest på kom 1. kæden, men Klarskov missede den store chance, da han blev spillet fri foran mål.
Men det var en periode, hvor en rødovrespiller strålede og det var keeper Rørth, der havde den ene store redning efter den anden.
Modsat kunne man konstatere, at Rødovres 2. kæde, der ellers har gjort det rigtig godt over flere kampe, havde en decideret off-day. Men det er en god kæde, så mon ikke de kommer stærkt igen, når det går løs i morgen, når Herlev gæster Rødovre Centrum Arena.
To skud – to mål
Det fortsatte som i 2. periode, med Rungsted som spilstyrende og det chanceskabende hold. Det blev ikke bedre af, at også Trevor Cheek måtte til afkøling i straffeboksen.
Men Rødovre skal have ros for at kæmpe r…. ud bukserne i denne periode, for ikke at blive total ydmyget af Rungsted, så de holdt stand defensivt og pludselig, som lynet fra en klar himmel, kom der en rødovrescoring.
Hjemmeholdet sløsede i defensiven og så kunne en fri Oliver Kjær reducere til 4-1. Første skud på mål i den periode af Mighty Bulls.
Næste skud på mål af Rødovre var af Marcus Almquist og så stod det pludselig 4-2.
Et powerplay til Rødovre var faktisk udmærket, men det sidste manglede – især da pucken hoppede over bladet på Phillip Schultz, der ellers havde frit mål.
I stedet for en scoring til Rødovre, der ville have bragt spænding ind i kampen, så lukkede hjemmeholdet hockey-festen med fire hurtige scoringer, den første mod… ja, selvfølgelig 2. kæden. Så det blev ikke bedre af, at Almquist havde erstattet Schultz i kæden.
Men med fire scoringer i de sidste fem minutter, så endte det alligevel med en ydmygelse i Rungsted. Mest af alt, fordi Rødovre udviste modløshed og nogle virkelig dårlige tendenser, som ellers ikke er set et stykke tid.