Glaspuster forfølger drømmen i Islev
laa-glas.jpg
Louise Andersen er uddannet glarmester og glaspuster. På torvet ved Torbenhuse åbnede hun i midten af december måned butikken LAA Glas. Foto: Brian Poulsen
glas Louise Andersen har en forkærlighed for glas og så har hun altid gået med en iværksætter i maven. I midten af december fløjtede hun højt på corona og åbnede den butik, hun har drømt om så længe.

Bevares, timingen for åbningen af Louise Andersens butik på det lille torv ved Torbenhuse i Islev kunne være bedre, men for den 33-årige glarmester og glaspuster føltes det helt rigtigt at åbne drømmebutikken den 14. december.
”Ligesom så mange andre, har jeg altid haft en drøm om mit eget sted og det skulle COVID-19 ikke forhindre,” fortæller Louise Andersen, der på det lille torv har åbnet butikken LAA Glas, hvor hun sælger glaskunst, som hun selv har pustet og ellers udfører traditionel glarmesterarbejde.
”Jeg er pavestolt over, at jeg har kunnet åbne en butik, der i den grad afspejler min kærlighed til glas,” siger Louise Andersen, der derfor ikke lader sig slå ud af, at hendes nye butik allerede den 25. december blev tvangslukket som følge af regeringens corona-restriktioner.
”Jeg havde coronakrisen i tankerne, men man kan blive ved med at vente på det helt rigtige tidspunkt for en åbning, så da muligheden bød sig, tænkte jeg, det måtte bære eller briste. Heldigvis er jeg i en branche, der ikke har været negativt påvirket af krisen,” fortæller Louise Andersen.

Knald på farverne
Selvom nedlukningen naturligvis ikke kommer belejligt, glæder Louise sig i stedet til at kunne op åbne i det nye år og vise alle interesserede i Rødovre, hvad hun arbejder med til daglig.
”Glas er et fantastisk materiale, som jeg elsker at arbejdet med. Varmt glas kan noget helt specielt og det synes jeg stadig efter 13 år i branchen,” siger Louise Andersen, der i den nye butik vil udføre glasmesterarbejde i baglokalet og sælge hendes egne glaskunst i butikken.
”Mange vil nok synes, at jeg er lidt modig med farverne, men jeg har altid brudt med det traditionelle. Jeg kan lide de skarpe linjer, når der er knald på farverne og en klase med vindruer ser altså bare lidt med indbydende ud, når de ligger på et grønt fad, der fremhæver dem,” siger hun.

Drømmer om egen ovn
For Louise Andersen er den nyåbnede butik en drøm, der går i opfyldelse, men på sigt, håber hun, at få et sted, hvor hun også har en ovn, så hun kan puste glas i butikken.
”Det er den helt store drøm. Lige nu puster jeg mit glas i Sverige, men tænk, hvis jeg en dag kan få en ovn her i Rødovre. Så kan skoleklasser og alle andre komme ind og se, hvordan min glaskunst bliver til. I første omgang tager jeg et skridt ad gangen,” fortæller Louise Andersen.

Kommentarer
Top