Erhvervslivet smiler mere over Rødovre
vetplanet_0351_041220_BP.jpg
Rødovre Kommune tager et tigerspring i erhvervsvenlighed i Dansk Industris tilbagevendende måling blandt lokale virksomheder i Danmark. Foto: Brian Poulsen
mere venlig Efter flere års sure smileyer i de store brancheundersøgelser, vender Dansk Industri endelig Rødovre tomlen op for Rødovres erhvervsvenlighed.
Fakta

Stor fremgang for Rødovre Kommune

Rødovre Kommune går 25 pladser frem på DI’s undersøgelse Lokalt Erhvervsklima.

DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2020, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er 11. år i træk, at DI foretager undersøgelsen.

7.616 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andre produktion, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer omkring 323.320 arbejdspladser, hvilket svarer til mere end 18 procent af den private beskæftigelse.

Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder, erhvervsfrekvens med videre.

Resultaterne fra spørgeskemaerne og de statistiske indikatorer er opdelt i ni kategorier. De giver et billede af, hvor godt kommunerne klarer sig på forskellige områder – ud over det samlede resultat.

93 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da der ikke kan indhentes en tilstrækkelig mængde svar.

Rødovre har fået en placering som nummer 43 i Dansk Industris undersøgelse af erhvervsvenligheden i landets kommuner.
Normalt ikke noget, der kan give nogen krampe i armene af at holde dem højt over hovedet, men i Rødovre er der tale om en ændring på 25 pladser fra sidste år, hvor Rødovre placerede sig som nummer 68.
Derfor er gruppeformand for Socialdemokratiet, Flemming Lunde Østergaard Hansen, også glad for udviklingen.
Han hæfter sig især ved, at det er på områder, hvor Rødovre Kommune har reel mulighed for at påvirke, at Rødovre har rykket sig og ligger over gennemsnittet af landets 98 kommuner.
”Rødovre Kommunes image blandt virksomhederne placerer Rødovre på en 12. plads. I 2019 lå vi nummer 20. Vurderingen af den kommunale sagsbehandling giver en placering som nummer 22 mod nummer 41 sidste år. Og vi er midterfeltet i forhold til virksomhedernes oplevelse af information og dialog med kommunen. Her er placeringen nummer 47 i år, hvor den var nummer 79 i 2019, altså et kraftigt ryk fremad,” konkluderer Flemming Lunde Østergaard Hansen, der også er næstformand for Økonomiudvalget, som har politisk ansvar for området.

Aldrig til tops
Som undersøgelsen er udarbejdet, vil det, ifølge gruppeformanden, ikke være realistisk, at Rødovre, eller andre kommuner i Hovedstaden, kommer til tops. Eksempelvis vil det være yderst vanskeligt at tilbyde let tilgængelige erhvervsgrunde. Det er der simpelthen ikke frie arealer nok til. I undersøgelsen er det da også lutter provinskommuner, som ligger i den øverste tredjedel.
Det er fjerde år i træk, at Rødovre går frem i undersøgelsen, og samlet set går Rødovre Kommune frem på syv af de i alt ni kategorier, der måles på.
”Undersøgelsen viser, at virksomhederne har været tilfredse med kommunens information og dialog med dem. Alle kommunens tiltag for at komme nærmere virksomhederne har virkelig givet pote. Og det er godt, for det har været vigtigt under corona-krisen, hvor kommunen har skulle guide virksomhederne til eksempelvis rådgivning om diverse hjælpepakker,”
lyder det fra formand for DI Hovedstaden, Peter Lanng Nielsen.

1.550 medarbejdere
Flemming Lunde Østergaard Hansen er bevidst om, at undersøgelsen fra DI kun omfatter et begrænset antal virksomheder i Rødovre, nemlig 81 virksomheder med i alt cirka 1550 medarbejdere. Men som han siger:
”Så skal man da være et skarn, hvis man ikke er glad for en positiv undersøgelse.”
Undersøgelsen er da også den største af sin art med besvarelser fra godt 7.616 virksomheder landet over, og den eneste erhvervsklimaundersøgelse, hvor virksomhedernes egne vurderinger af kommunen indgår.

Kommentarer
Top