4. december: The Burning Babe
DSC_1233.jpg
Ingen mordgåde uden en smart detektiv - men hvad laver hun i FW og er det virkelig sandt, at alle fitnessfyre er nemme at få med hjem? Foto: Danish Street Docs
JULEMORDET ”Hende ungsilden på løbebåndet skråt overfor, kunne godt være en kandidat.”  Rie ignorerede bevidst Jeffrey og så stift ud i luften, mens hun skruede op for hastighed på sit løbebånd. Hun havde skiftet den friske luft ud med duften af sved og selvtillid i Fitness World i Rødovre Centrum.

Årsag: De mange politibetjente, der lige nu snuste rundt i byen.
Normalt startede Rie altid dagen med en løbetur rundt om Damhussøen. Når det ikke var nok til at starte automatpiloten i hjernen, lavede hun fysiske øvelser, der gjorde hende så træt, at hun kiksede de jobansøgninger, hun rent faktisk fik sendt af sted, og var tilpas udmattet til at holde Jeffrey væk.
  Hunkunne sagtens have været løbet om søen i dag, hvis det bare havde været Vestegnens politi, der havde været der.
Men hun havde ikke lyst til at rende ind i de gamle kollegaer fra NEC – Det Nationale Efterforsknings Center – arvtageren til Rejseholdet.
  De hadede hende, for hvad hun var, og hvad hun havde været. NEC samlede alle de bedste fra styrken, og hun havde været den bedste hos NEC.
Modsat mange af sine forhenværende kollegaer, havde hun talent for at se anomalier. Små afvigelser fra det normale mønster. Logiske brister, som en helt almindelig politibetjent ikke ser i en efterforskning. På grund af det talent, havde hun lidt modvilligt fået et speciale i de mere bizarre og groteske sager. De rituelle, modbydelige og skræmmende.
   I den her type efterforskninger, skulle man være i stand til at åbne døren ind til en anden virkelighed. En dør flere af kollegaerne ikke var i stand til at følge hende igennem. Og hun forstod dem godt. Selv de mindste døre, kan åbne op til store rum. Især dem inden i dig selv.
Og det var dér, på den anden side af døren, at Jeffrey var. Helt derude, hvor man røg ud over kanten, omfavnede mørket og lod sig falde ned i det.
  Når hun gik igennem den dør, kunne hun sortere i morderens illusion og finde de relevante detaljer, der altid lå glemt i alle specialeffekterne, som hun kaldte denne slags drab. Det var under disse detaljer, sandheden var begravet.

  Man skulle ikke bare betragte morderen med analyserende foragt på afstand, men se ham gennem medmenneskelige brilleglas lavet af samvittighed. Det var hendes kollegaers brist. Deres menneskelighed. Alle troede de, at de var i stand til at sætte sig i morderens sted, og bevares det var de vel også til en vis grad, men når drabet blev for bizart eller bestialsk, var det altid samvittigheden, der slog op i banen for dem.

   På film er betjentene altid klar til at tackle nye problemer, men i virkelighedens verden er uniformen ikke påklædning nok til at sætte sig ind i rituelle drab, og da slet ikke dem, hvor der indgår okkulte fænomener og artefakter af religiøs betydning som en del af iscenesættelsen af lig og gerningssted.
Rie vidste, at liget altid var en budbringer, sendt for at skræmme os ud af hverdagens svøbe.
Folk er altid bange for det ukendte og det, de ikke forstår. Man ler altid af, hvor skør morderen er udadtil, men inderst inde slår man korsets tegn, banker 7-9-13 under bordet og smiler til julemanden i vindueskarmen.
Rie vidste af erfaring, at mordere i den her type sager tænker som betjente tænker værst, når de prøver at fange en morder. De tænker på retfærdighed for ofrenes efterladte, og ikke mindst for offeret selv. Tænker på at forhindre flere mord og på at lægge hele det juridiske puslespil.
”Alt muligt unødvendigt,” tænkte hun højt for sig selv.
Men det var netop den tankegang, der havde fået dem til at elske at smide hende ud, da de fik chancen. De var jaloux og bange for hende. Hun kunne lige høre sine gamle kollegaer.

”Er du virkelig så afhængig af det her, at du møder op på et gerningssted selv efter vi smed dig ud?” 
Ja det var hun, men nu var det her ikke et rituelt drab på nogen måde – bare en kvinde skudt ned på Absalon Camping af alle steder. Det var alt for kedeligt for hende. Alt for kedeligt til at vække Jeffrey fra hans skønhedssøvn.
At NEC overhovedet var til stede i Rødovre, skyldtes Goldman Sachs. Sikkert noget politisk overklasse vennetjeneste-pis, at man brugte NEC på det, der i hendes verden var ligegyldige drengestreger.
 Seriemordere var Ries fix. Hun havde studeret seriemordere, på samme måde som kunstnere studerer andre kunstnere for at lære deres fag. Hun studerede deres styrker, svagheder, deres succeser og fejltagelser.
Hun var manisk optaget af dem. For at fange en morder, skulle man kunne tænke som en. Det nyttede ikke noget at gøre morderen genstand for psykoanalyse. Ond var ond for det ondes skyld. At tro andet var naivt og så var der Jeffrey.

 Han behøvede et fix for at holde kæft. Hun kunne ikke længere træne ham væk.  
  Selvom hun vidste, sagen var kedelig, et latterligt hjemmerøveri i en campingvogn sikkert, så var hun fristet. Et gerningssted i hendes baggård. Hun havde ikke været på et gerningssted siden hun blev fyret for halvandet år siden. Det kunne måske mildne Jeffrey lidt at kaste et blik på gerningsstedet.
Men hun kunne ikke klare sine tidligere kollegaers fordømmelse, og da slet ikke den mistanke, der nødvendigt ville følge.
  ”Vender morderen tilbage til gerningsstedet?”

   Rie var ikke en morder, men hun var klar over, hvad hun var. Seriemorder In Fieri, en krimilog betegnelse for en person, der fantaserer om at slå folk ihjel. Ofte giver de fantasier en seksuel tilfredsstillelse. Det var også tilfældet her. Hun havde betroet sig til en kollega, David Benthzen, som hun havde haft en hemmelig affære med. Vist ham sin samling af dødsporno, godt nok kun tegninger og lade-som-om film, men en samling ikke desto mindre.
Hunhavde betroet ham det, da han selv var i den ekstreme ende med BDSM rent seksuelt.
Men han havde sladret til de overordnede og hun var blevet fyret.
”Vatpik,” mumlede hun og tænkte på, hvor hurtigt juledekorationernes vattede snelandskab ville smelte væk, som den tidligere elsker gjorde det alt for hurtigt, når han havde fået, hvad han kom efter.
”En lille tændstik, og puf – slut med hvid jul i nisseland.”
 
Men selve ideen om, at morderen vender tilbage til gerningstedet var en myte. Et billigt fortællertrick i bøger, som mange uduelige efterforskere som David tog til sig.
Rie vidste, hvad mordere rigtigt gør. De skjuler sig. Seriemordere vil ikke gerne fanges, som manuskriptforfatterne påstår. Nej, det er det sidste de vil. Fanges de, kan de ikke få afløb for deres trang.
  Men igen, det var niveauet hos hendes kollegaer. De VILLE tænkte sådan. Hun var overrasket over ,at de ikke havde banket på hendes dør endnu og taget hende ind til afhøring, i og med, mordet var sket i hendes by, og hun boede i nærområdet.
  ”Hvor var du natten mellem den 1. og 2. december, Frøken Vilbrand,” ville de spørge, mens hun ville begrave sit ansigt i sine hænder, ikke af skam, men mere af irritation over, hvor uduelige de tidligere kollegaer var.
 Ja, hvor var du
  Jeffrey blandede sig i hendes tanker og prøvede at provokere. Igen ignorerede hun ham, skruede op for modstanden på løbebåndet og tvang sig til at nyde smerten i musklerne.
 Du sad på et chatrum og snakkede med andre som dig…
 


 ”Hold nu kæft,” vrissede hun lavt under sit prustende åndedræt og hamrede næven i stopknappen, så løbebåndet stillede ebbede ud.
Hun sprittede kort af, mens hun ulmende af raseri, mest selvhad, fandt et par boksehandsker frem og afreagerede på sandsækken med byger af slag. Men modsat, løbeturene, hvor hun var alene, var Fitness World fyldt med fristelser. Som hende pigen på løbebåndet. Et sted i start 20’erne måske. Hun var fysisk mindre end Rie, mere feminin, ikke at Rie var beton, men hun var en stodderprinsesse, som de var bedste fra Vestegnen var.
En god kombination af sød, sexet og bad ass ishockeyfan. Pigen havde sendt Rie blikke. Noget både hun og Jeffrey i særdeleshed havde bemærket. Hun ville være nem at overmande.
  Eller også var der ham gutten, en udenlandsk fyr at se på.
En ung fyr, der sendte Rie lange øjne, mens han lavede mavebøjninger. Også nem at få med hjem, som fitnessfyrene altid er.
Jeffrey var allerede godt i gang med en tale til knægtens lave selvværd, men slagene på sækken fik lige akkurat hans stemme til at dø ud. Hun måtte hjem. Væk.

I samarbejde med Bryggeriet Skands indlæser vi torsdagens afsnit af julekalenderen et af de steder, episoden foregår. Hvis du kan gætte, hvor vi er i kommentarsporet på Facebook torsdag dag den 10, december, kan du vinde en gaveæske med syv velsmagende og særligt udvalgte øl til juledagene i december.

Kommentarer
Top