Ydmygt Idrætstalent
Anton-Linde_inde-i-hallen-e1605343763680.jpg
Anton Linde er Årets Idrætstalent i Rødovre 2020. Foto: Red.
Årets Idrætstalent Det 14-årige ishockeytalent Anton Linde ser ud til at have en lysende fremtid foran sig. Vi har talt med Årets Idrætstalent om fremtidsdrømme både på kort og lang sigt.

Det var en helt almindelig træningsaften i Rødovre Centrum Arena, hvor RSIKs U20/1. division skulle ledes af træner Brian Madsen, så holdets absolut yngste, den 14-årige Anton Linde, anede ikke, at han snart skulle være i centrum.
”Da de rullede den røde løber ud, troede jeg, de skulle hædre Brian med et eller andet,” fortæller Anton, der ’linede’ op med sine holdkammerater, som ishockeyspillere gør, når nogen skal hyldes.
”Det var først, da jeg hørte borgmesteren sagde Årets Idrætstalent, at jeg forstod, det kunne være mig, der skulle hædres.”
”Jeg vidste virkelig ikke, jeg skulle vinde, fordi vi lå så tæt i afstemningen på rnn.dk,” siger Anton, der udmærket kendte til den lokale til idrætspris.
”Ja, jeg kan huske, da Marcus Almquist fik prisen for et par år siden og Phillip Schultz stod også på pokalen. Jeg blev selvfølgelig glad og prisen gør, at man har endnu mere lyst til at spille ishockey.”
Årets Idrætstalent i Rødovre var desværre gået lidt i glemmebogen, fordi COVID-19 gang på gang havde forhindret et overraskelses-event, så juryen og borgmester Britt Jensen (S) var blevet noget frustreret, fordi der var en grænse for, hvor længe man kunne trække spændingen overfor de tre nominerede idrætstalenter:
• Anton Linde, RSIK
• Tobias Kastfelt Bryde, Sisu Bowling
• Lucas Glass Nicolaisen, Islev Taekwondo klub
Tre stærke bud på Årets Idrætstalent, der alle er så unge, at de sagtens kan komme i spil igen.

En god kammerat
I talen lagde Britt Jensen vægt på, at Anton er en god kammerat og meget vellidt både til ishockey og i skolen, hvor han går på Valhøj Skoles idrætslinje.
”Det er dejligt at høre og godt at få at vide, for jeg synes, det er vigtigt, man er god mod sine venner.”
Da vi taler målsætninger for sæsonen, sætter han også holdet højere end sig selv.
”I denne sæson glæder jeg mig mest til at spille DM for U15, U17 og U20. Selvfølgelig vil jeg gerne være topscorer til DM,” svarer Anton, da han bliver spurgt, om det ikke er en målsætning.
”Det vigtigste er, at vi vinder DM.”

Artiklen fortsætter under billedet…


Anton i klublokalet i Rødovre Centrum Arena, som er Antons andet hjem, men han bor også i gåstand til hallen. Foto: Red.

Giver sig selv 100% hver gang
Talentet er oplagt og sportschef i RSIK, Mikkel Ry Nielsen, beskrev Anton Linde, som det største ishockeytalent han kan mindes.
”Han er klog, læser spillet helt eminent og har nærmest hele pakken,
fordi han er god både defensivt og offensivt, er nærkampstærk, har et utroligt overblik og er en dygtig afslutter. Ligeså vigtigt er han en god person udenfor isen, har ingen nykker og er en god kammerat, uanset hvilket hold han spiller på,” beskriver Mikkel Ry den 14-årige forward.
Da vi bad Anton om at beskrive sig selv, er han mere ydmyg.
”Jeg er en dygtig pasningsspiller, målscorer og så er jeg hurtig på skøjterne,” er de få ord, som han beskriver sig selv med.

”Hvad skal du blive bedre til?”
”Min acceleration, eksplosivitet og så skal jeg blive endnu bedre til at score oftere på mine chancer. Det gør jeg ved at øve mig i at placere mig rigtigt og træne hårdt til træning. Jeg gør bare mit bedste hver gang til træning, det prøver jeg i hvert fald. Det er det, jeg hører, man bliver god af. Altså, at man skal give sig 100% – hver gang.”

Udlandet trækker
Anton er blevet spottet udenfor landets grænser.
”Et par svenske klubber har henvendt sig, blandt andet Malmø og så bliver jeg sponsoreret af Bauer, så alt mit udstyr er fra Bauer,” siger Linde.
Det er kun toppen af danske isockeytalenter, der får en personlig hockeysponsor, hvilket indikerer, at der venter rødovredrengen en spændende ishockeyfremtid.
”Jeg vil gerne gøre 9. klasse på Valhøj Skole færdig og så er målsætningen at komme til Nordamerika, hvor jeg i første omgang gerne vil blive draftet til den canadiske juniorliga, ligesom Kasper Larsen og Marcus Almquist blev i sommers.”
”Inden vil jeg meget gerne nå at spille for Mighty Bulls. Det er jo op til dem, men det vil være kæmpe stort,” siger Anton, der ikke har ishockeyidoler på Mighty Bulls hold.
”Nej, ikke rigtigt. Jeg har et forbillede i Connor McDavid fra Edmonton Oilers. Han er virkelig dygtig,” siger Linde.
Han ser overrasket ud, da han får at vide, at McDavid og det canadiske U20-landshold har haft Rødovre som base
før og under U20-VM i Malmø i 2014. Dengang var Anton 8 år gammel og havde spillet ishockey i tre år i RSIK.

Har du ingen danske forbilleder?
”Jo, jeg kan godt lide Lars Eller og Nikolaj Ehlers,” siger han og har ikke selv lagt mærke til, at han sidder lige foran klubikonet, Lars Eller, der hænger på væggen, mens han løfter Stanley Cup trofæet.
Mens kulden i klublokalet, højt hævet over isen i Rødovre Centrum Arena, langsomt begynder at bide i knoglerne, får Anton et sidste spørgsmål:
”Når jeg skal interviewe dig om 10 år, hvor skal det så foregå?”
”Forhåbentlig i en by, hvor de spiller NHL,” siger den generte Anton og smiler for første gang under interviewet.


Rødovredrengen Anton Linde har et forbillede i en anden rødovredreng, nemlig Lars Eller, der i baggrunden løfter Stanley Cup trofæet, som er enhver ishockeyspillers store drøm.
Foto: Red.

Kommentarer
Top