Vi kender det også her fra vores område med bilister på blandt andet Roskildevej, som kører hensynsløst og bringer andre menneskers liv i fare.
Det er uacceptabelt og det kræver politisk handling: Myndighedernes nuværende indsats trænger til et løft med flere stærke redskaber til effektivt at få sat ind mod vanvidskørsel
Styrk indsatsen
Det er derfor, at regeringen har lanceret udspillet ‘Vanvidskørsel skal stoppes’, som skal styrke den nuværende indsats.
Det betyder, at der blandt andet skal være flere strafskærpelser, en udvidet mulighed for konfiskation af vanvidsbiler og en styrket indsats mod stråmænd ved leasing. Det sidste forslag var jeg som skatteminister i Folketinget med til forleden – og det blev godt modtaget.
Regeringens forslag har to hovedspor.
Vanvidsbiler skal væk fra gaden
Biler anvendt til vanvidskørsel skal fremover i videst muligt omfang beslaglægges af politiet med det samme, uanset hvem der ejer bilen, så bilerne senere kan konfiskeres og bortauktioneres.
Samtidigt skal der, som sagt, sættes ind mod anvendelsen af stråmænd ved leasing, der i dag gør det for let for folk at snyde sig adgang til en bil.
Skærpede straffe ved vanvidskørsel
Farligheden og alvoren ved vanvidskørsel skal afspejles i de udmålte straffe.
Der skal sendes et tydeligt signal om, at vi som samfund ikke vil acceptere, at vores gader og veje bliver usikre og utrygge steder at færdes, og derfor skal straffen skærpes ved høje hastighedsforseelser, kørsel efter frakendelse af førerretten som følge af vanvidskørsel og ved ulovlig kapkørsel og chikanekørsel, der hindrer politiets arbejde.
Jeg håber og tror på, at et bredt flertal vil være med til de her stramninger.
Det skylder vi ikke mindst ofre for vanvids-
bilisme.