Maksim Popovic og Phillip Schultz blev begge dobbelt målscorere på Fyn, da fire danske spillere fordelte de seks rødovremål mellem sig og sendte Odense alene i bund af Metalligaen.
Af Rødovres danske mål var de fem af unge spillere, nemlig den 19-årige Maksim Popovic, den 20-årige Phillip Schultz og den 17-årige Marcus Almquist, der har scoret i tre ud af de fire kampe, som han har spillet i Metalligaen.
“Grand old Man” er måske lige i overkanten at kalde Steffen Klarskov Nielsen, men han er altså 29 år og har altså mange års erfaring på isen sammenlignet med de øvrige målscorere.
Det var en utrolig vigtig sejr for Mighty Bulls.
Først og fremmest, fordi det var en vigtig bundkamp, men også fordi Rødovre endelig vandt på udebane.