To gange Emil sikrede sejr
avarta-vanløse_023_131019_BP.jpg

Fodbold, 2. Division: Avarta - Vanløse: Emil Wass

Emil Wass havde ikke scoret i efteråret, men den sidste kamp sluttede han perfekt af med to mål. Foto: Brian Poulsen / arkiv
fodbold Avarta vandt for anden gang i denne sæson, da Skovshoved blev sendt pointløse hjem til Nordsjælland og under Avarta i tabellen.
Avarta - Skovshoved
3-1
(2-0)

1-0 Emil Bodholdt-Larsen (39')
2-0 Emil Wass (41')
3-1 Emil Wass (81')

2-1 Dino Karjasevic (72')

Udvist: Gustav Therkildsen, Skovshoved (62')

Det var en fuldt fortjent sejr, da Avarta var spilstyrende og skabte mest set over samtlige 90 minutter.

Avarta spillede i stiv modvind i kampens første 45 minutter, alligevel var hjemmeholdet klart bedst i alle spillets facetter og det gav fortjent bonus, da først forsvarsspilleren Emil Bodholdt-Larsen og dernæst Emil Wass sendte Avarta på vinderkurs.

Da de to hold gik til pausen, var der Intet, der tydede på, at gæsterne kunne vende opgøret. Slet ikke, da Skovshoved fik udvist Gustav Therkildsen, men der kom alligevel spænding i opgøret, da Karjasevic kort tid efter reducerede til 2-1. Bestemt ikke efter spil og chancer, men fakta var, at der pludselig var gummiben, som kun et hårdt prøvet bundhold kan udsættes for.

Men Emil Wass ville det anderledes og scorede det meget vigtige 3-1 mål, som også blev slutresultatet.

Dermed spillede Avarta sig forbi Skovshoved i tabellen, så der overvintres på en 12. plads og der bør være masser af ‘gå-på-mod’ til foråret – det er trods alt seks kampe siden, at Avarta sidst har tabt i 2. division.

Kommentarer
Top