Tæt på mod tophold
dylan-busenius_rmb-esbjerg_1209_280820_BP-e1600891926372.jpg

Metalligaen, ishockey: Tr¾ningskamp R¿dovre Mighty Bulls - Esbjerg Energy, #8 Dylan Busenius

Dylan Busenius scorede til 1-0 mod Rungsted. Foto: Brian Poulsen / arkiv
ishockey For sjette gang i denne sæson måtte Mighty Bulls forlade banen med et nederlag på et mål, da topholdet Rungsted blev presset af tyrene på egen is. Læs en lille positiv status af Peter Fugl Jensen.

Det er så nemt at være negativ overfor et hold, der ligger andensidst og sejrene er ligeså mangelulde som glæderne over COVID-19.

Derfor har jeg valgt at se på nogle af de postive ting, som langsomt vokser frem i tyrenes unge mandskab.

For der var lovende takter leveret af tyrene i tv-kampen fredag aften, da Rungsted Seier Capital var værter.
For det første er det ingen skam at tabe med et mål til et formstærkt tophold, men det var måden, som Rødovre tabte på.
Selvom sejren var fortjent, spillede Mighty Bulls på ingen måde som et bundhold og med lidt held, kunne det være blevet til point. Sådan var det også i tirsdags mod SønderjyskE og i det hele taget er der flere positive momenter, som man kan tage med videre, så man godt kan tro på, at Rødovre snart tipper vægtskålen, så sejrene ryger over på deres side.

Der er ingen tvivl om, at Mighty Bulls har det svært defensivt og tilgang fra et par erfarne backs, vil uden tvivl komme Rødovre til gode. Men når det er skrevet, så har Thor Dresler efterhånden fået pillet de værste og mange personlige fejl ud af spillerne. Bevares, der er stadig nogle, men det bliver hele tiden bedre og de postive takter er nu så markante, at de overskygger det negative, så mon ikke den tiltrængte sejr kommer i nær fremtid og så, tror jeg, der kommer flere sejre noget oftere, end Rødovres fans har været vant til hidtil i sæsonen.

Som så mange gange tidligere har Mighty Bulls det svært i 2. periode, når der er langt til boksen. Sådan er det at være underdogs, men der kæmpes for ‘slottet’ og de farlige områder, så Rødovre holder faktisk modstanderne nede på 2-3 100% chancer, hvilket er helt fint i ishockey, når man er ‘belejret’.

En afgørende kendelse – måske
Sådan var det også mod Rungsted, hvor spillet, alt spillet faktisk, foregik i Rødovres zone i 2. periodes første halvdel, hvor inderstolpen var med Rørth & Co. Derfor var det også ekstra irriternede, at en udvisning skulle sætte topholdet igang. Da jeg så kampen i godt hockey selskab, råbte jeg; “Hold da kæft en vild interference.” 
Vi spolede tilbage og den var god nok. Gustav Green kastede sig ind i en fremstormende rødovrespiller og sætter en gigantisk tackling, så Rødovres forward ikke kan nå frem til den back, der var i puckbesiddelse. En mega udvisning og senere i det skift røg Christoffer Frænell ud i to minutter – korrekt dømt, men forinden skulle der have været udvisning til Green, hvilket ville have givet tyrene luft og måske… tja, hvem ved.
Det er gisninger og måske havde Rungsted vundet alligevel, men det var en meget vigtig manglende kendelse på et vigtigt tidspunkt i kampen.

Et frisk pust
Ellers bemærker jeg, at Frederik Kaels er hevet op fra 1. division og han virker mere moden i sit spil i denne sæson. Han forsøger sig ikke med umulige ‘one-man-præstationer’, som ikke kunne lade sig gøre, fordi han manglede fysik. I dag spiller han mere for holdet og så kommer Kaels glimrende teknik til sin ret.
Han har nemlig et godt overblik, et godt skøjteløb og så ser mere fysisk klar ud til Metalligaen. Han ligner mere og mere fremtidens mand, der skal satses på. Personligt, synes jeg, han har været et frisk pust og den største positive overraskelse hidtil i sæsonen.

Når jeg er inde på positive oplevelser, så skal kaptajn Cheek naturligvis nævnes. Han er simpelthen en klassespiller og noget af det bedste, hvis ikke den bedste, som har spillet for Mighty Bulls de seneste 10 år.
Hvis nogle har spurgt mig om ham, så har jeg sagt, vi ikke har haft bedre spiller siden tiden med Billy Adamsen som direktør. Dengang pengene var enorme i Rødovre og der blev hentet spillere som Christian Larrivée, Pete Campbell, Rhett Gordon, Derek Hahn og Mike Oliveira, som står først i min hukommelse af offensive spillere i den kaliber.

Cheek er ganske simpelt en fornøjelse på isen.

Thor tør
Noget andet, som jeg har glædet mig over, er træner Thor Dreslers ageren i boksen. Han tør fandme’ noget. To kampe i træk har han taget Rørth ud med næsten fem minutter tilbage af kampen, når Mighty Bulls har powerplay og er bagud. Det er så fedt at se.

Men han er heller bange for at prøve spillerne af og de straffes ikke prompte, når de begår fejl. Det lønner sig på et tidspunkt og jeg tror, det tidspunkt kommer nu. Og hold der ikke død og pine har brug for tre point en hverdagsaften i København, vil rejse hjem uden point fra Rødovre Centrum Arena de næste måneder. Det er jeg sikker på.

Desuden elsker jeg Dreslers postive hockey, som desværre ikke kan komme til sin ret i Rødovre, fordi mandskabet simpelthen ikke er til det. Derfor er det positivt, han har indset det og ændret stil, som passer bedre til de skøjtestærke underdogs fra Vestegnen. Med tilgang af et par dygtige og erfarne backs, så er det noget spændende i støbeskeen.

Jo, der er noget at have optimismen i, selvom Mighty Bulls kun har 12,5 point efter 16 kampe. 

 

Kommentarer
Top