Reddet ud af brændende bygning
12-11-2020_Brand-paa-Vojensvej-2.jpg
I alt 16 beboere fra flere opgange er natten til torsdag blevet evakueret efter en voldsom brand på Vojensvej Foto: presse-fotos.dk
politi 16 personer blev i nat evakueret fra en beboelsesejendom i flammer. ”Der var tale om en meget voldsom brand,” siger vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, Torben Wittendorff, om branden på Vojensvej.

I rasende fart slikkede store flammer sig i nat grådigt hen over et stort tag på en beboelsesejendom på Vojenvej i Rødovre. 
Københavns Vestegns Politi modtog meldingen om branden klokken 01.41 i nat og koncentrerede sig i første omgang om at få evakueret i alt 16 personer, der befandt sig i lejligheder fordelt på tre opgange.
”Ingen kom alvorligt til skade, men nogle blev kørt på skadestuen til observation for røgforgiftning,” fortæller vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, Torben Wittendorff, der samtidig oplyser at branden udviklede sig i et voldsomt tempo.
”Vi formoder at branden startede i et køkken og spredt sig til taget via en emhætte og ventilationsrør,” siger vagtchefen.

Brugte drone
Efter flere timers intens slukningsarbejde lykkedes det at få branden under kontrol og Hovedstadens Beredskab sendte blandt andet en drone i luften over bygningen på Vojensvej, der kunne tage billeder med et termisk kamera, så brandfolkene kunne få et bedre overblik over skadesstedet.
”Med det termiske kamera kunne vi se, hvor der var ildlommer og dermed se, hvor vi skulle koncentrere slukningsarbejdet,” fortæller vagthavende operationschef hos Hovedstadens Beredskab, Mads Graversen.

Københavns Vestegns Politi forventer at foretage brandtekniske undersøgelser i næste uge, der skal være med til at klarlægge den præcise brandårsag.

 

Kommentarer
Top