Mink og sølvpapirshatte!
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv/Brian Poulsen
chrumme Ja, så bliver Nordjylland lukket ned. Udefrakommende vil nok stille spørgsmålstegn ved, om de nogensinde har været åbne.

Alle mink i hele kongeriget skal slås ned. Det er en kæmpe katastrofe for de mange minkavlere, som mister deres levebrød – men det er vel også lidt synd for minkene.
Jeg ved ikke, om mink kan tænke, men hvis de kunne, kan man forestille sig, at de tænker:
”OK, Lars Tyndskid. DU gav os COVID – nu giver vi det tilbage med renter – og så er det OS, der skal slås ned?”
Måske sidder minkene også og tænker:
”Var der ikke noget med en farm i København, som hedder ’Christiansborg’, hvor dele af besætningen er blevet smittet… Er der nogle der ved, hvornår Fødevarestyrelse kigger forbi med en boltpistol?”
Er det et sammentræf, at Veganerpartiet bliver stiftet og få uger efter, så bliver mink syge af en muteret virus?
Bliver de næste grise, køer og høns? Vil vi se hamstring af gulerødder og rucola i supermarkedet om nogle uger? Eller kommer vi til at se kannibalisme? Og hvem gider overhovedet at spise en veganer?
Hvis der er noget, jeg har lagt mærke til under denne pandemi, så er det, HVOR mange danskere som i fritiden går med sølvpapirshatte. Hold nu kæft. Bare for at nævne nogle få sølvpapirsteorier: Det er en virus, kineserne har udviklet og som slap ud af et laboratorie.
Virus er udviklet af Bill Gates, fordi så kan han udvikle en vaccine og tjene penge på det.
Det er 5G netværket. Regering har indført en ny epidemilov for at tvangskontrollere befolkingen. Vaccinen indeholder en chip, så vi kan spores 24/7 af regeringen og Facebook kan kvæle dig i annoncer!
De sjove er jo dem som påstår, at LÆGER nægter effekten af mundbind. Altså de der mennesker i hvide kitler, som bærer mundbind ved operationer og behandling af smitsomme patienter på hospitalerne! Er mundbind på hospitaler så bare noget man har på, så man ikke kan identificeres, når man klapper sygeplejersken i røven – med gummihandske på?
Der er simpelthen nogle mennesker, som ikke har kunnet tåle at være i karantæne og alene med deres tanker.
Det sidste skud på stammen var et håndskrevet brev fra en politibetjent, som opfordrede befolkningen (altså dem med sølvpapirshatte) til at gøre oprør mod vores regering og vores politikere, fordi politiet mener, at regeringen forsøger at snyde danskerne og ophæve demokratiet. Det var selvfølgelig én med sølvpapirshat som offentliggjorde brevet på Facebook. Sjovt nok fulgte der ikke den sædvanlige opfordring til evidens med opslaget. Det er håndskrevet og underskrevet ”Politibetjenten” – det er selvsamme mennesker, som beder Sundhedsstyrelsen udlevere bevis for, at COVID i mink er muteret, men er knap så kildekritisk, når det kommer til dem selv.
Så er vi tilbage hos minkene i Nordjylland. Når de sidder omkring madskålen med minkfoder og taler om dagens oplevelser med sølvpapirshattene, så vil jeg tro, at der nok er en mink eller to, der vil sige:
”Når man er så optaget af folkesundheden, hvorfor er det ikke dem med sølvpapirshattene, som får en stålpind i numsen og et søm med strøm på i snuden og så tændes der for stikkontakten?”

Kommentarer
Top