Meget mere end kaffe og smørrebrød
kaffebaren_1694_021120_BP.jpg
Benny Langtoft og smørrebrødsjomfru Mette Elberg har god erfaring i branchen. Foto: Brian Poulsen
nye ejere Kaffebaren på Rødovrevej 302 har fået nye ejere og nyt liv. Benny Langtoft og Mette Elberg har overtaget den lille kaffebar og nu står kunderne i kø for at sætte tænderne i klassiske frokostfavoritter.

På mange måder er det en drøm, der er gået i opfyldelse,” siger Mette Elberg og kigger over på Benny Langtoft, der nikker med et smil.
Passionen og engagementet er ikke til at tage fejl af hos de nye ejere af Kaffebaren på Rødovrevej. Faktisk er den større og højere end de højtbelagte smørrebrød, der står linet op på rad og række i montren på det lille spisested.
I midten af juli måned overtog parret kaffebaren på noget nær det værst tænkelige tidspunkt; midt i industrisommerferien og midt i en buldrende coronatid. Men drømme kan ikke tøjres og derfor var Mette og Benny heller ikke i tvivl om, at det var den rigtige idé at overtage den gamle kaffebar på Rødovrevej og forvandle den til deres eget lille sted.
”Vi har altid drømt om at åbne en kaffe- og smørrebrødsforretning og da vi endelig havde muligheden, var det med at slå til,” fortæller Mette Elberg, der er uddannet smørrebrødsjomfru. Måske husker du Mette fra Islev, hvor hun drev
pølsevognen på torvet og for Benny er branchen bestemt heller ikke ny.
Han har tidligere ejet en grillbar på Dynamovej i Gladsaxe og han har også tidligere langet ristede pølser over disken fra Korsdalsvej, som ejer af pølsevognen ved synshallen.
”Ja, vi har da lidt erfaring,” lyder det beskedent fra Benny.

Trængte til kærlig hånd
Kvalitet, god hygiejne og god gammeldags service er tre nøgleord for de nye ejere og derfor har Kaffebaren været igennem en større renovering, inden åbningsdagen tilbage i juli måned.
”Vi ville gerne gøre det til vores eget sted og så trængte stedet også til en kærlig hånd,” fortæller Benny Langtoft, der derfor har renoveret både køkkenet, kælderen og spiseområdet.
Kaffebaren har kun været åben siden juli, men allerede nu oplever Mette, hvordan kunder er blevet til stamkunder og hvordan gæsterne kommer hinanden ved, som også var håbet, da de satte underskrift på Kaffebaren i sommer.
”Vi har fået en rigtig god velkomst. Vi har mange ældre gæster, der kommer ned for at spise frokost og som taler med hinanden. På den måde er vi også med til at bekæmpe ensomhed. Det har været vores intention at skabe nogle hyggelige rammer, hvor vores kunder har lyst til at blive og spise deres mad og det er, indtil videre, lykkedes,” siger Mette.

Kaffebaren på Rødovrevej er gennemrenoveret og fået et nyt interiør. Foto: Brian Poulsen

Top