Internettets lyksaligheder
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Der er jo ikke den ting, man ikke kan finde på internettet.

Jeg ved slet ikke, hvordan vores forældre nogensinde fandt ud af, at fjerne pletter på tøj, bygge en carport eller hvor lang tid en grydesteg skal have. Hvor fanden vidste de det fra? Hvad fanden gjorde de uden Internettet? Og hvordan fik de aftalt besøg og byture uden mobiltelefon og sms? Gik de bare hjemmefra UDEN at tage telefonen med sig? Hvordan fandt de en kæreste uden Tinder?
De må have levet i en uoplyst tid. Hvordan overlever man uden Google? Slæbte de rundt med Lademanns 30 binds leksikon? Jeg ved det ikke – men på mystisk vis klarede de sig.
Til trods for at internettet findes og man kan være medlem af alle slags grupper, fra Bæverens Venner til gode råd om børn, så er der alligevel nogle, som skriver fagbøger. Jeg faldt over denne bog: ”POTTETRÆNING PÅ 3 DAGE!
– En afprøvet metode for forældre, som gerne vil have hurtig succes og undgå typiske fejl. Trin for trin fra start til mål!” For fanden, hvor ville min mor havde ønsket sig, at den bog fandtes, da jeg sked i bukserne. Ja, det gjorde jeg faktisk helt frem til jeg var 5 år. Og det var sgu min mors skyld.
Det er – ligesom med hunde – lidt svært at forudse, hvornår et barn skal tømme ryggen. Min Mor var praktisk anlagt om end en smule doven. Jeg blev sat på potten – som nærmest var en lille træstol med armlæn og en potte i midten.
Den blev jeg sat på og så bandt hun mig fast til potten med en stofble. Så skulle jeg sidde der, til der ligesom kom godter i potten. Ja,, og da det godt kunne tage et stykke tid, ja, så blev jeg flyttet med ind i stuen og sat foran fjernsynet. Så sad mine forældre og søskende der med aftenkaffe og TV-Avis, mens jeg sad på potten og tømte min tarm. HYGGELIGT.
Jeg tror ikke, jeg synes, at det var så fedt at sidde i bar røv og bundet til potten – midt i den bedste sendetid.
Derfor havde jeg en god vane med at snige mig ind i kosteskabet, lukke døren og skide i bukserne. Ja, det foregik til jeg var 5 år.
Mine forældre var desperate. Jeg var skrevet op til børnehaveklassen, men jeg sked stadig i bukserne. De anede ikke deres levende råd. Så min mor tog mig til lægen – dens tid svar på Google og bogen POTTETRÆNING PÅ 3 DAGE – Doktor Clausen spurgte, om de havde forsøgt at sætte mig på det helt almindelige toilet?
I 5 år var jeg kun på toilettet, når jeg skulle i bad eller have børstet tænder. Jeg havde ingen idé om, hvor de andre ’gjorde’ af deres lort – og mit bedste bud var kosteskabet.
Jeg blev anbragt på tønden og jeg sked af hjertets lyst. Sværere var det faktisk ikke og min mor kunne have sparet sig for besværet med en ’mellemlanding’ af lorten.
Så er du forældre med et barn, som skal til at være renlig, så spar de 250 kroner for bogen og sæt ungen på lokummet, så sker det nok før eller siden. Jeg har i hvert fald ikke mødt voksne mennesker, der skide i koste-
skabet – og jeg har trods alt været der nogle gange.

Kommentarer
Top