Hattrick af Cheek i bundkamp
RMB-odense_084_060919_BP.jpg

Metalligaen, Ishockey: Rødovre Mighty Bulls - Odense Bulldogs. #91 Steffen Klarskov

Steffen Klarskov stod bag to flotte oplæg til scoringer. Foto: Brian Poulsen / arkiv
ishockey Det var ikke kønt, men det var tre vigtige point til Rødovre Mighty Bulls, da de fik besøg af bundproppen Odense Bulldogs.
Rødovre Mighty Bulls – Odense Bulldogs
5-3
(2-0, 2-1, 1-2)

18:31 1-0 Brett Welychka (Klarskov og L. Carlsen)
18:45 2-0 Jonatan Nielsen (M. Carlsen og Popovic)
29:23 3-0 Trevor Cheek (Klarskov og Welychka)
36:43 4-1 Trevor Cheek (Welychka)
59:19 5-2 Trevor Cheek (Welychka og J. Nielsen)

33:58 3-1 Lukas Lundvald (Hammong og Mitchell)
45:49 4-2 Mike Hammond (Mitchell)
59:53 5-3 Oliver Anker Christensen (Oliver True og Mikkel Hansen)

Den første periode var ualmindelig rodet. En bundkamp værdig.

Inden kampen havde cheftræner Thor Dresler meldt ud, at de personlige fejl var minimeret i de to seneste kampe og det skal følges op til aftenens kamp. Det så ud til, at spillerne ikke havde læst den samme optakt.

Heldigt for hjemmeholdet, at gæsterne fra Odense ikke havde indstillet sigtekornet. De mange ’gratis’ chancer blev formøblet på en travl Janis Voris i Rødovres mål.

De præcise afleveringer var en sjælden oplevelse og flydende pasningsspil var udelukket i de første 20 minutter.

Men periodens første snorlige aflevering gav en scoring. Steffen Klarskov lagde den flotte pasning til en fremstormende Brett Welychka, der let rundede sin back og alene med keeper Galansky scorede canadieren sikkert – det var første mål på Welychkas nye hjemmeis.

Det var 14 gyldne sekunder for Mighty Bulls, for lige præcis 14 sekunder senere sejlede pucken i mål. Jonatan Nielsen sendte pucken højt mod mål, foran Galansky ramte pucken en odensespiller i ryggen og strøg i mål. 2-0 til Mighty Bulls, vild vending på en rodet periode, hvor Mighty Bulls spil på ingen måde fungerede i de første 18 minutter og 25 sekunder.

Omvendt var der slet ikke noget at skrive hjem om for fynboerne i de første 20 minutter.

Et minut ind 2. periode fandt Oliver Kjær en fri Nicklas Carlsen i slottet. Carlsen afsluttede resolut, men måtte se pucken prelle af på indersiden af stolpen og strøg mellem baglinjen og Galansky videre i spil.

Klarskov viste allerede i 1. periode, at han kan servere pucken til scoring. Det gentog han knap midtvejs i perioden, denne gang med kirurgisk præcist snit ind til Trevor Cheek, der firsttimede pucken i mål. 3-0.

I denne periode var der ofte åbent hus i gæsternes zone og endnu en defensiv kikser af fynboerne endte med en udvisning.

Men Rødovre holdt sig ikke tilbage – de kunne stadig begå personlige fejl. Det udnyttede Odenses 1. kæde til at bringe spænding tilbage i kampen.

Selvom Trevor Cheek sendte Rødovre yderligere i front, må man give Odense, at de gav alt for at komme tilbage i kampen.

I den sidste periode var Rødovre tæt på at lukke kampen, men Frederik Kaels styring tæt under mål ramte ydersiden af stolpen.

Fejl på fejl holder bare ikke og denne gang blev den personlige fejl signeret Jonas Sass, som måtte se sin kikser blive straffet og så var der atter spænding i opgøret.

I skiftet efter blev Rødovres svensker Jonatan Nielsen udvist.

Første powerplay til Odense, og via skøjten var Brandon McNally tæt på at reducere, men pucken prellede af på stolpen.

Fynboerne havde arbejdet hårdt gennem kampen og trukket hårde veksler på deres to første kæder, som så trætte ud i slutfasen. Derfor var Rødovre tættere på 5-2 end Odense var på en reducering. Kun storspil i målet af Galansky hindrede en rødovrescoring.

Et minut før tid blev Galansky hevet ud til fordel for en ekstra markspiller, men fynboernes kræfter så ud til at være brugt op. Derfor var det ikke uventet, at Mighty Bulls scorede i tomt mål.

Kommentarer
Top