Elever i Rødovre modtager specialpris i landsdækkende konkurrence
tinderhøj-2.jpg
: To glade elever fra 6. klasse bag det nyplantede vindertræ, som kan spirer og bidrage til biodiversiteten på skolen. Foto: Red.
opfindsomhed Der var konkurrence til stregen, da 80 af landets 5. og 6. klasser dystede om at skabe det bedste udeareal med fokus på større biodiversitet. Nu hiver elever fra Tinderhøj Skole sød pris hjem for deres opfindsomhed.

“Hvis vi ikke passer på klimaet, så ender vi jo alle sammen med at dø.”
Sådan siger August på 12 år. Han er en af vinderne fra Tinderhøj Skolen. 
Eleverne fra 6.a og 6.b på Tinderhøj Skole har i en hel uge knoklet hårdt på at designe et bedre udeområde på deres skole til dyr og planter.
“De første dage skulle vi finde ideer til, hvordan vi ville have det skulle se ud. Så skulle vi tage et billede af det. De næste dage begyndte vi at bygge minibænke, træhytter og vi byggede buske og træer,” siger August.
Der var da også stor interesse blandt de engagerede elever og ifølge biologilærer, Kasper Mosekjær, har eleverne fået meget ud af forløbet.
“Der er kommet nogle rigtige fede ideer ud af det, og jeg synes det er fedt, at de kan finde en interesse for det,” siger han med et smil på læben. 
Konkurrencen er et gratis læringsforløb, som skal sætte fokus på biodiversitet og bag projektet står Herlev Kommune, Danske Anlægsgartnere, Konsulentfirmaet PlanMiljø, samt Villum Fonden. 

Specialpræmie giver håb
Desværre vandt Tinderhøj Skole ikke første- eller andenpræmien, men Juryen, som består af biolog, Vicky Knudsen, og Danske Anlægsgartneres formand, Søren Sømod, var stadig begejstrede og belønnede derfor skolen med en speciel præmie. 

Præmien lød på chokoladekage pyntet med titlen ‘Vinderen af juryens specialpris’ i marcipan samt et æbletræ af sorten ‘rød ananas’, som Danske Anlægsgartnere sammen med eleverne plantede på skolens grund. Selvom eleverne ikke vandt førstepræmien på 7.000 kroner til at få realiseret deres modeller af udearealerne, drømmer skolen stadig om at få deres ideer ud i naturen. 

Ifølge eleverne har ugen været sjov, lærerig og hyggelig.
“Det er vigtigt at passe på klimaet for, at mennesker og dyr har det godt,” lyder det fra Carmen på 12 år.

Denne artikel, samt hele næste uges avis, bliver produceret af elever fra 2.X på Rødovre Gymnasium. Det kan du læse mere om her. 

Model fra forløbet bygget af eleverne. Foto: Kasper Mosekjær

Kommentarer
Top