“Det er bøvlet, men vi må simpelthen gøre det”
julehjaelp-hoejnaeskirken_1884_131120_BP.jpg
Præst Kristian Knudsen, til højre, og resten af Højnæskirken forventer igen i år at kunne hjælpe op mod 250 borgere/husstande i december måned. Foto: Brian Poulsen
Julehjælp Højnæskirken trodser sundhedskrisen og uddeler igen i år julehjælp til borgere, der har brug for en håndsrækning. ”Corona har ødelagt meget, men det skal ikke stoppe vores julehjælp,” siger præst Kristian Knudsen.
Fakta

Julehjælp

Torsdag den 26. november fra klokken 11 kan du ringe til Højnæskirken på følgende numre:
6088 6598
4246 2161
4252 8691
5040 4101
4270 3206

I det kristne fællesskab Højnæskirken på Højnæsvej har kirkens personale og mange frivillige haft debatten oppe og vende; Skal årets julehjælp aflyses, som følge af coronakrisen, eller skal hjælpen uddeles?
”Vi har talt frem og tilbage og kommet frem til, at vi uddeler julehjælp med alle nødvendige forbehold. Corona har ødelagt meget, men det skal ikke stoppe vores julehjælp,” siger præst i Højnæskirken, Kristian Knudsen.
Igen i år forventer kirken at kunne uddele 250 julekurve til borgere i Rødovre, der har brug for økonomisk hjælp i form af en kurv, der indeholder alt, hvad der skal bruges til en god julemiddag.
Kirken er i gang med de indledende øvelser og opbakningen blandt Rødovres lokale virksomheder er stor.
”Vi har oplevet en bred opbakning fra virksomheder, der donerer penge til vores julehjælp og det er med til at gøre vores projekt mere lokalforankret og nærværet større. Det er Rødovres virksomheder, der hjælper og Rødovres borgere der modtager. Det er fra Rødovre til Rødovre,” siger Kristian Knudsen.

Smil bag mundbindet
Fra torsdag i næste uge vil telefonerne i Højnæskirken være åbne og her kan alle borgere, der føler, at de har brug for julehjælp, ringe ind og søge om en julekurv.
”Når man ringer skal man hverken sende sin selvangivelse eller oplyse sit CPR-nummer. Vi tager i stedet en uformel samtale omkring, hvordan vi kan hjælpe,” siger Kristian Knudsen, der endnu ikke har noget indtryk af, om behovet for hjælp er større i år grundet coronakrisen.
”Det ved vi ikke endnu, men det kunne man godt forestille sig. Corona har været en tung dyne ind over manges liv. Vi ved, at ensomheden og bekymringerne er stigende hos mange og derfor blev vi også enige om, at vi måtte hjælpe i år. Det bliver lidt mere bøvlet, men vi ved, at der findes et behov for hjælp,” siger præst Kristian Knudsen.
På selve uddelingsdagen vil der være ensretning i kirken og desuden stå en ’coronavagt’ foran kirken, så personer med selv de mindste symptomer ikke kommer ind i kirken.
”Vi har også et spritterhold – det lyder lidt for forkert, men det har vi, så alt bliver sprittet af,” siger præsten med et smil.
”Vi har en stærk tro på, at det kan lade sig gøre, men det bliver med et smil bag mundbindet,” siger præsten.

Du kan også hjælpe
Arbejdet med at sammensætte de op til 250 julekurve kræver mange hænder og heldigvis har kirken godt 50 frivillige, der hjælper til med at hente og senere pakke varerne. En af dem er førtidspensionisten Lone Lundgreen.
Hun ansøgte selv om julehjælp gennem Højnæskirken for syv år siden og har siden hjulpet til på frivillig basis.
”Jeg opdagede, at der var nogle gode mennesker at tale med i kirken og blev en del af fællesskabet,”
siger Lone Lundgreen, som er en af de frivillige, der vil sidde klar til at besvare opkald fra borgere, der ønsker julehjælp.
Opbakningen fra det lokale erhvervsliv har været stor, men som privatperson kan du også bidrage.
Fredag den 4. december, i de sene eftermiddagstimer, vil frivillige fra Højnæskirken nemlig stå klar foran Netto på Tårnvej, Føtex i Rødovre Centrum og ved Rema1000 på Roskildevej med små indkøbssedler, hvor handlende kunder har mulighed for at købe et glas rødkål, en æske chokolade eller noget helt tredje, som vil blive puttet i de 250 julekurve.

Kommentarer
Top