Rødovre tæver tophold
WEB_BK-Rødovre.jpg
Det var en vigtig sejr for BK Rødovre, da de vandt 1-4 ude mod topholdet Bispebjerg. Foto: Privat
fodbold Boldklubben Rødovre spillede sig selv tilbage i toppen af serie 1, da de vandt stort over topholdet, Bispebjerg, der led sæsonens kun andet nederlag.

Rødovre grundlagde en flot udesejr på 1-4 i Ryparken via en solid 2. halvleg, der blev vundet 3-0. Bispebjerg havde kun lidt et nederlag før de fik besøg af Rødovre, der havde været inde i en halvskidt periode med mange pointtab.

Men denne lørdag eftermiddag var der ingen slinger i rødovrevalsen, i hvert fald ikke i 2. halvleg.

Allerede efter 10 minutters spil bragte Sebastian Hoffmann Knudsen Rødovre i front, men inden de to hold gik til pause havde hjemmeholdet udlignet.

I 2. halvleg gik der knap 20 minutter, før kampen for alvor blev åbnet, da Martin Eisenreich sendte Rødovre i front, en stilling som holdt til fem minutter før tid, hvor Mike Stenspil øgede føringen med en vigtig scoring.

I overtiden smækkede Nicolai Emmerich de sidste søm i kisten, da han nettede til 1-4.

Dermed blev Bispebjerg sendt ned på andenpladsen, overgået af Viktoria, mens Rødovre med 19 point, er otte point fra førstepladsen.
På lørdag slutter Rødovre efteråret af, når CSC kommer på besøg. De har et point mere end Rødovre, så der må forventes et jævnbyrdigt opgør, når der er kampstart kl. 12 på Elstedvej.

Kommentarer
Top