Politiet advarer: Tricktyve på spil
politi_013_190516.jpg
En ældre kvinde fik i søndags stjålet et smykkeskrin på Rødovre Parkvej efter et formodet tricktyveri. Foto: Arkiv
politi Efter et tricktyveri på Rødovre Parkvej i weekenden, opfordrer Københavns Vestegns Politi alle til at være skeptiske, hvis det ringer på døren og der står en fremmed person på den anden side.

Tilbage i april måned kunne vi her i Lokal Nyt fortælle om en række tricktyverier, hvor kriminelle udnyttede coronafrygten til at begå tricktyverier hos borgere.
Tricktyverier, hovedsageligt mod ældre borgere, er desværre et tilbagevendende problem og så sent som søndag morgen var den gal på Rødovre Parkvej.
Her ringede det ved 9-tiden om morgenen på døren hos en ældre kvinde og en formodet tricktyv spurgte ind til naboer og beboere i området, hvilket virkede forvirrende på den ældre beboer.

Hører gerne fra vidner
Beboeren og kvinden talte sammen ude foran hoveddøren, og bagefter var et smykkeskrin stjålet fra et værelse inde i huset.
Politiet mistænker, at en anden person er listet ind i huset mens beboeren talte udenfor og politiet hører gerne fra vidner i sagen. Kvinden, som ringede på, beskrives som dansk af udseende, 30-35 år, 160-165 cm høj, almindelig af bygning med brunt skulderlangt hår. Hun var iført en mørk jakke, mørke bukser og talte dansk uden accent.
Københavns Vestegns Politi kan kontaktes på telefon 4386 1448.

Kommentarer
Top