Genbrugsbutik vælter Islev 
genbrug.jpg

Den nye genbrugsbutik i Islev er så stor, at der hele tiden vil være specielle temaer præsenteret ved siden af alle de faste ting. Her er det halooween, som Jonna Glifberg er igang med at gøre klar til.

Den nye genbrugsbutik i Islev er så stor, at der hele tiden vil være specielle temaer præsenteret ved siden af alle de faste ting. Her er det halooween, som Jonna Glifberg er igang med at gøre klar til. Foto: Red.
Ny butik Hvis der bare kommer lige så mange kunder i den nye Blå Kors butik, som der op til åbningen var frivillige, der knoklede rundt for at gøre alting helt flot og klar, behøver vi ikke længere skrive om, at der mangler liv på torvet.
Fakta

 

Blå Kors åbner på fredag klokken 10 og har åbent alle hverdage mellem 10 og 17 og om lørdagen mellem klokken 10 og 14.

Der skal en del ting på hylderne, hvis man skal fylde de flere hundrede kvadratmeter ud i den tomme Dagli’ Brugs på Islev Torv.

Heldigvis har borgerne i Rødovre bakket fuldstændig vildt op og doneret den ene flotte ting efter den anden til Rødovres nye genbrugsbutik, der er så stor, at den både får en temaafdeling med ting, der er oppe i tiden, et kreativt hjørne, caféhygge, møbler og ting til haven.

Udover alle de sædvanlige tilbud af bøger, service, tøj og legetøj selvfølgelig.

Men alligevel ligner det på ingen måder en normal genbrugsbutik, når man går ind.

Der er kun flotte ting på væggene, masser af plads mellem reolerne, lyst og vigtigst af alt, så er lugten af gammelt tøj ikke til at opspore.

”Det har vi besluttet, at vi slet ikke vil have hernede. Det skal være lidt mere æstetisk, end man nogle gange oplever i små genbrugsbutikker. Man bliver glad, når ting tager sig fint ud. Det giver en ro i sjælen, og man får lyst til at kigge på de enkelte ting. Det er flot stillet op og man får et bedre overblik,” siger Jonna Glifberg.

 

Alt fra elektronik til haveudstyr

Da vi møder hende en sen eftermiddag er hun omgivet af frivillige, der er i gang med at sætte de sidste ting pænt op på hylderne – og dem er der mange af.

”Det er jo også en stor forretning, men så skulle du ærlig talt se, hvor meget vi har ude på lageret,” griner en af de frivillige.

På lageret er flere frivillige i gang med at dampe og vaske tøj, sortere køkkenudstyr og tjekke efter, at al elektronik fungerer eksemplarisk.

”Vi kunne godt bruge nogle flere frivillige,” indrømmer Jonna Glifberg.

Sammen med den anden koordinator i butikken, Joan, har hun nemlig mange tiltag på notesblokken, der skal gøre Blå Kors butikken til noget mere, end bare endnu en genbrugsbutik.

”Vi har allerede lavet et samarbejde med genboen, Mormors Brød og Kager, så vi kan servere kage til kaffen og skabe et miljø herinde i sofaerne, hvor man kan komme og få en god snak. Det er vigtigt med fællesskaber, især i disse tider,” siger hun og fortsætter:

”Men vi vil også gerne stå for foredrag om børneopdragelse i legetøjsafdelingen, modefremvisninger mellem alt tøjet og bogudgivelser med forfattere henne ved den store bogsamling.”

Mere liv på torvet

Alt sammen ting, der kan bidrage til mere liv i både butikken og det store torv ude foran de store vinduer.

”Det er noget borgerne i Islev har efterlyst i mange år, så det vil vi gerne være med til gennem forskellige tiltag og arrangementer,” lover Joan og Jonna.

De penge, der kommer ind fra butikken i Rødovre går blandt andet til forskellige huse i Danmark, hvor børn af alkoholikere kan få hjælp.

”I Blå Kors hjælper vi blandt andet mennesker, som er hjemløse, ensomme, psykisk sårbare, fattige, misbrugere og deres pårørende, der har brug for en håndsrækning. Vi hjælper børn og unge, der vokser op i hjem med alkohol- og stofmisbrug. Vi hjælper unge og voksne ud af misbrug og hjemløshed. Vi hjælper dem, der kæmper med misbrug, og vi hjælper deres pårørende, så man gør en god gerning samtidig med, at man fornyer garderoben eller køkkenskabet,” siger Jonna Glifberg.

 

Kommentarer
Top