Borgmester: ”Letbanen giver lighed og nærhed for vores ældre”
letbane-station_057_260619_BP-e1561644905258.jpg
Når først letbanestationen kommer i Rødovre, bliver det også nemmere at komme på hospitalet i Herlev, lyder det fra den lokale lungeafdeling i Rødovre.
Det skal være lige nemt for alle at komme på hospitalet. Derfor mener Rødovres borgmester, Britt Jensen (S) også, at den kommende letbane ikke bare er en gevinst logistisk, men også sundhedsmæssigt, da den gør det nemmere for byens ældre at komme til hospitalerne.
Fakta

• Hovedstadens Letbane forventes at stå klar til brug i 2025 og skal køre mellem Ishøj og Lundtofte nord for Lyngby.
• Letbanen strækker sig over 28 kilometer og stopper ved 29 statio-ner undervejs.
• Letbanen ventes at skulle betjene 13-14 millioner passagerer om året – til sammenligning rejser ca. 10 millioner passagerer om året med Kystbanen.
• Passagererne kan skifte til S-tog på seks af de kommende letbane-stationer, nemlig Ishøj, Vallensbæk, Glostrup, Herlev, Buddinge og Lyngby.
• Letbanen kommer til at køre hvert 5. minut i dagtimerne og hvert 10. minut om aftenen samt på søn- og helligdage.
• Letbanens tophastighed ligger på 70 km/t, men gennemsnitsfarten vil være på ca. 30 km/t, inkl. stop ved stationer.

I dag følger de fleste S-togslinjer den gamle femfingerplan ud fra København. Det betyder også, at Hovedstadens Letbane, når den åbner i 2025, kommer til at køre på tværs af S-toglinjerne.
Og det vil lette hverdagen for mange ældre, der får nemmere ved at komme rundt, ikke mindst til hospitalerne i Herlev og Glostrup.

”Letbanen bliver en væsentlig del af et sammenhængende kollektivt trafiksystem og vil forbinde fem S-togslinjer og regionaltogstrafikken på tværs af omegnskommunerne. I Rødovre har vi en stærk velfærdsdagsorden, og en hurtig og nem adgang til hospitalerne er helt afgørende i forhold til at sikre det gode ældreliv. Når letbanen åbner, vil den hjælpe os med at skabe de bedst mulige tilbud til vores ældre medborgere med lighed og nærhed i sundhedsindsatsen”, siger Britt Jensen (A), borgmester i Rødovre Kommune, som er én af 12 ejere af Hovedstadens Letbane.

 

Nyt akuthus
I dag må patienter og ansatte dag tage bilen, cyklen eller bussen, når de skal til hospitalet i Herlev eller Glostrup, men fremover vil mange kunne tage letbanen direkte til hoveddøren.
I Glostrup vil letbanen eksempelvis betjene hospitalet og den kommende udbygning i form af et 25.000 kvadratmeter stort rehabiliteringshus, der efter planen står færdigt i 2022.
Ser vi på Herlev Hospital, som rigtig mange fra Rødovre har som deres faste hospital, får letbanen stor betydning for mere end en halv million ambulante patienter, der hvert år skal til og fra hospitalet. Herlev Hospital er nemlig regionens, og også Rødovres, største akuthospital og udvides snart med et nyt akuthus og et kvinde-barn-center. Der bygges også Steno Diabetes Center Copenhagen, som hvert år vil have behandlingsansvar for cirka 14.000 personer med diabetes.
”Der er masser af udvikling i gang på hospitalet, hvor der både bygges nyt, og hvor flere patienter behandles ambulant og oftere må tage turen til og fra hospitalet. Der er med andre ord stærkt brug for bedre offentlig trans-port til og fra hospitalet. Derfor glæder vi os til, at letbanen åbner i 2025, så det bliver nemmere for både vores patienter og deres pårørende – men også for vores mange ansatte – at komme til og fra hospitalet”, siger direktør for Herlev Hospital,” Agnete Gersing.

 

Nemmere hverdag 

En af dem, der bruger en stor del af sin tid på transport til og fra hospitalet, er 70-årige Jens Dalsgaard, der er aktiv i både Rødovre Lokale Lungeforening og i Rødovre Frivilligcenter.
Han hilser den nemmere transportmulighed velkommen.
”Vi får ofte spørgsmål om transport fra vores ældre. Der er rigtigt mange, der gerne vil klare sig selv så længe som muligt. Derfor er det en stor fordel, at letbanen kommer til at køre direkte til to lokale hospitaler. I dag kan det være problematisk at køre på langs og på tværs i omegnen af København. Vi glæder os rigtigt meget til, at letbanen kommer, så hverdagen bliver lettet”, siger Jens Dalsgaard.

 

Kommentarer
Top