Siger ja til Moria-børn
niels_meiner-1.jpg
Rødovre Kommune melder sig på listen til at tage imod uledsagede børn fra flygtningelejren Moria. Billedet her er fra en anden flygtningelejr, denne i Irak. Foto: Arkiv: Niels Meiner
Flygtningedebat ”Danmark har gennem tiden altid været klar til at hjælpe, når der kommer kriser og det skal vi også være denne gang. Især, når vi taler om børn.” Sådan forklarer SF, at Rødovre nu tilbyder staten at tage imod uledsagede flygtningebarn fra Moria-lejren.

I fem år har Grækenland været epicenter for en humanitær krise i form af overfyldte flygtningelejre. En af dem er den nedbrændte Moria-lejr, hvor der bor fire gange så mange flygtninge, som der er kapacitet til.

Det var en samlet venstrefløj, der tirsdag aften i byrådssalen vedtog forslaget på baggrund af udviklingen i lejren, hvor børn dør af sult og coronavirus spredes hurtigt.

”I Rødovre har vi ressourcerne til at give nogle af børnene en tryg og god tilværelse, hvis regeringen og Folketinget beslutter, at børn fra lejren skal til Danmark. Flygtningelejre er helvedes forgård på jord,” siger Socialdemokratiets gruppeformand, Flemming Lunde Østergaard Hansen (S).

Og han ved, hvad han snakker om.

”Jeg har besøgt flygtningelejre i Libanon, Jordan, Syrien, Vestbredden, Gaza-striben, Sudan og Eritrea. Alle steder er børnene de største ofre. Ikke mindst de børn, der har mistet deres forældre. I Eritrea besøgte jeg som 18 årig en flygtningelejr for forældreløse børn. Det var en hjerteskærende oplevelse, som jeg aldrig vil glemme,” siger han og fortsætter:

”Børnene higede efter voksenkontakt og opmærksomhed. Deres øjne lyste af glæde bare de kunne få lov til at holde os i hånden. Hvis vi lavede lidt sjov med dem var jublen kolossal. Det samme var skuffelsen desværre også, da vi forlod lejren, og efterlod børnene til en usikker og trøstesløs fremtid. Vi kan ikke løse alle verdens problemer fra dansk side. Men det mindste vi kan gøre er dog at hjælpe flygtningebørn, der bor uden forældre i en sundhedsskadelig og overbefolket lejr i et EU-land.”

 

 

Vil give familiesammenføringer

Løsgængeren, Claus Gisselmann Olsen, Konservative og Dansk Folkeparti stemte imod forslaget.

Sidstnævnte stiller spørgsmålstegn ved hele præmissen for forslaget.

”Uledsagede børn leder tanken hen på små piger uden sko og snavsede drenge med forskræmte øjne. Men at dømme ud fra de uledsagede flygtningebørn, som Norge, Tyskland og Frankrig har indvilliget i at tage imod, vil det være mere retvisende at skrive unge mænd. Om de alle vitterligt er under 18 år, må stå for en prøvelse, eftersom det i Sverige, der har modtaget i titusinder af uledsagede flygtningebørn, har udviklet sig til en hel videnskab at fastslå, om de er mindreårige,” siger Kim Hammer.

”Men vigtigere er, at uledsaget ikke betyder forældreløs. Erfaringen viser, at familier sender deres unge mænd i forvejen, fordi det er dem, der er stærke nok til at overleve turen over Middelhavet, og fordi det er dem, der har størst sandsynlighed for at få opholdstilladelse på grund af deres alder. Så snart de har fået den, følger familien imidlertid efter, for i henhold til konventionerne kan man ikke nægte at familiesammenføre mindreårige. Og jo flere man giver opholdstilladelse, jo flere vil der komme,” fortsætter han.

Når nu højrefløjen ikke kunne få sin vilje i Rødovre, glæder han sig over, at regeringen generelt er meget skeptisk ved at omfordele asylansøgere mellem EU-landene, og i stedet tilbyder 22,4 millioner kroner i ekstraordinær hjælp til Grækenland.

”For selvfølgelig skal der kun hjælpes i nærområderne. Danmark og dermed kommunerne skal ikke belastes med flere flygtninge,” mener Kim Hammer.

 

Dør af tørst

Initiativet til forslaget kom oprindeligt fra Kenneth Rasmussen (F).

 

Han understreger, at det er op til Folketinget, om der overhovedet kommer nogle børn til Rødovre.

”Det vi har besluttet er, at Rødovre stiller sig parat til at være modtagerkommune såfremt Folketinget skulle komme frem til at Danmark skal tage nogle uledsagede børn fra de græske lejre hvor børn der er 10-12 gamle lever uden forældre,” siger Kenneth Rasmussen.

”I mange tilfælde fordi begge forældre er føde. Flere af disse børn dør simpelthen af tørst og mangel på mad fordi der ikke er nogen til at tage sig af dem. Jeg håber selvfølgelig at regeringen kommer frem til at Danmark skal tage et vist antal,” fortsætter han.

 

Hvor skal eventuelle børn bo henne?

”De børn, der eventuelt kommer til Rødovre, skal fordeles som vi plejer at gøre, når vi modtager flygtninge. Denne gang er der tale om mindreårige børn, så nogle af disse børn vil skulle være i plejefamilier.

 

Hvad koster det Rødovre?

”Hvor meget det vil koste, er svært at sige, da vi ikke ved, om vi får nogle børn overhovedet selvom vi vælger at melde os på banen som modtagerkommune.”

Kommentarer
Top