Rødovre HKs 1. divisions damer, åbnede den nye håndboldsæson mod Bjerringbro FH søndag eftermiddag i Rødovre Stadionhal. Gæsterne har fået kvalificeret tilgang til den ny sæson, og nævnes som oprykningskandidat, af RHs træner Troels Brøns.
Rødovre HK stillede op med tre nye spillere til åbningskampen, Signe Georgi, Nikoline Brøns og Rikke Villadsen Bundgaard som alle er kommet til RH, fra Ajax København.
Svær start for RH.
Gæsterne kom bedst fra start, og var foran 0-4 da der var spillet otte minutter. Amalie Hjorth blev RHs første målscorer til stillingen 1-4, hvorefter Ida Bøje Gerdes og Sophia Lind Nielsen fik reduceret til 3-5 efter ti minutter. Gæsterne bragte sig igen foran med fire mål, inden Hannah Jørgensen, Signe Georgi og Sophia Lind Nielsen gjorde det til 6-7, og fik skabt kontakt til gæsterne, hvor der var spillet tyve minutter.
Så gik RH i stå, og Bjerringbro bragte sig foran 7-12, hvor der resterede fire minutter af første halvleg. Hjemmeholdet viste god morel, og kom tilbage. Inden pausen fik Katrine Clasen og Nikoline Brøns Petersen reduceret til 9-12, inden Katrine Clasen lukkede første halvleg med to scoringer, til pausestillingen 11-14.
Hektisk slutfase.
Bjerringbro holdt niveau de første ti minutter af anden halvleg, og var foran 15-19. Med god vilje, kom RH tilbage, og fik udlignet til 20-20 ti minutter senere, med scoring af Katrine Clasen, Amalie Hjorth, Caroline Sophie Nielsen og Signe Georgi med to straffekastscoringer.
Bjerringbro kom på 20-21, Hannah Jørgensen fik udlignet, inden gæsterne med to scoringer kom foran 21-23, hvor der resterede fem minutter, og det så svært ud for hjemmeholdet. Amalie Hjorth og Caroline Sophie Nielsen ville det anderledes, og fik udlignet til 23-23 i tiden 57:23 og der var lagt op til en vanvittig spændende afslutning. I kampens sidste sekund fik RH tilkendt et straffekast, som desværre blev misbrugt, så kampen endte 23-23.
Et slutresultat, som RH sikkert ville være tilfreds med inden kampen, men må ærgre sig over resultat mod storfavoritterne fra Bjerringbro FH, da den store mulighed for sejr blev misbrugt, i kampens sidste sekund.
Rødovre HKs næste kamp.
Søndag den 13. september kl. 13:00 mod Lyngby HK i Lyngbyhallen.