Par fanger granat i Damhussøen
gendal_bombe_3.jpg
Magnetfiskerne Henrik Holmen og Ditte Gilsfeldt fandt både pengeskabe og en gammel granat i Damhussøen i lørdags Foto: presse-fotos.dk
bombefund Der var ikke udsalg på citronmåner, som flere ellers spøgte med på de sociale medier, men derimod en bombe på fiskekrogen, da politiet i weekenden afspærrede hele området omkring Damhussøen.

Magnetfiskere. Hvis du ikke har hørt ordet før, så glemmer du det i hvert fald ikke efter, et par i 30’erne fiskede med magnet i Damhussøen i weekenden.  

Her fangede de blandt andet to pengeskabe, et åbent og et lukket, samt et magasin med patroner i.  

De blå blink og den store ståhej, der lagde hele Rødovresiden af søen øde skyldtes imidlertid, at de også fik en gammel granat på krogen.  

Så gammel, at den formentlig har ligget der siden 2. Verdenskrig.  

Artiklen fortsætter under billedet…

Her ses granaten, som blev hentet af ammunitionsrydningstjenesten EOD . Foto: Presse-fotos.dk

Politiet tilkaldte straks sprængsstofeksperter fra ammunitionsrydningstjenesten EOD og afspærrede området. 

Afspærringen blev opretholdt i to timer, og det fik rødovreborgerne til at spøge med, at der var udsalg af citronmåner og romkugler ved søen, fordi, der var så meget politi.  

Dem, der gik ned for at se, hvad der skete, i håb om at få et syn af eksplosionen, blev skuffede.  

EOD valgte nemlig at tage granaten med istedet for at sprænge den på stedet. Noget de ifølge avisens kilder på stedet kun gør, hvis de anser den for at være ufarlig.  

Vil du til gengæld vide mere om, hvad en magnetfisker er, kan vi afsløre, at de to granatfangere, Henrik Holmen og Ditte Gilsfeldt har deres egen youtube-kanal, hvor de fortæller mere om den magnetiske interesse. Måske de ligefrem viser, hvad der var i det endnu ikke åbnede pengeskab, de også fandt. 

Kommentarer
Top