Nye boliger i hjertet af Rødovre skal være til at betale
bykernen-egegaardsvej_018_090117_BP.jpg

Bykernen er bare ét af tre fysiske fokusområder i den nye plan, der netop er sendt i høring.

Området i den østlige del af bykernen vil skulle huse mennesker med almindelige indkomster, hvis politikerne altså kan blive enige om at reservere dele af nybyggeriet til almennyttigt byggeri. Foto: Arkiv
Byudvikling Efter debat på lokalavisens Facebookprofil understreger Rødovres borgmester, at der også skal bygges boliger i Bykernen, som helt almindelige mennesker har råd til at betale.

Spørgsmålene haglede ned over sidste uges afsløring af det første byggeprojekt i Bykernen, hvor Heimstaden bygger 145 boliger til familier. “Men hvem har råd til at bo i dem,” spurgte læserne redaktionen med henvisning til, at firmaets nye boliger i Islev er svære at betale for mennesker, der har indkomster lige under topskatsniveauet. 
Det må Heimstaden jo heldigvis selv om, da det er markedet, der regulerer både udbud og efterspørgsel på den slags, men når sagen kommer til at rive en mindre bydel i hjertet af Rødovre og skabe en helt ny, bliver det alligevel et vigtigt spørgmål for en kommune på Vestegnen: Hvis byggeriet skal komme nogen fra Rødovre til gode, skal de så ikke være billigere?
“Det ligger mig meget på sinde, at der i Rødovre skal være et stort udvalg af forskellige typer boliger – f.eks. almene boliger, private lejeboliger og ejerboliger,” svarer Rødovres borgmester, Britt Jensen (S).
I forhold til mange andre kommuner har Rødovre da også mange almene boliger i forvejen, ja cirka  halvdelen af boligmassen er almen i den aflange kommune. 
“Og sådan skal det også være i en by som Rødovre,” siger Britt Jensen. 
“I de sidste par års byudvikling har der især været fokus på at få flere private ejer- og lejeboliger, fordi det var det, som Rødovre manglede,” siger hun og forklarer:
“Der er så også samtidigt sket det, at boligpriserne de seneste år er stukket helt af. Og det er positivt, at Rødovre er blevet et så attraktivt sted at bo, at der er private investorer, som kan se potentialet i vores by, og som er klar til at investere i vores lokalområde.”

Stigende priser
Historisk har Rødovre altid været en velfærdskommune, og et område med boliger, som er til at betale for mennesker med ganske almindelige jobs og indkomster, men det er blevet et problem for rigtigt mange mennesker, fordi priserne i kølvandet på finanskrisen er steget så meget. 

“Og Rødovre skal ikke kun være for de rigeste,” lover borgmesteren. 

“Vi er et fællesskab, hvor der skal være plads til alle i vores by – høj som lav. Sådan skal det også være i det nye og attraktive område Bykernen,” siger Britt Jensen, der nu vil ndstille til kommunalbestyrelsen, at de sætter krav om, at en del af boligerne i det næste step for udviklingen af Bykernen skal være almene boliger. 

“Det er det område, der hedder Parkbyen og som ligger i den østlige del af Bykernen. Jeg håber, at resten af kommunalbestyrelsen vil bakke om det, når vi i starten af det nye år skal lave lokalplanen for området,” siger hun og tilføjer:

“Jeg mener faktisk, at det er helt afgørende, hvis vi skal bevare Rødovre som en blandet by, hvor der også er boliger, som er til at betale for folk med helt almindelige indkomster. Det er vigtigt, at der også i de nye og attraktive byudviklingsområder er boliger til alle.”

Hver fjerde bolig kan blive almennyttig

En kommune kan ifølge den nuværende lovgivning stille krav om, at op imod 25 procent af boligmassen skal anvendes til almene boliger, når der vedtages en ny lokalplan.

“Jeg vil også arbejde for, at der kommer seniorbofællesskaber i Bykernen, men det er desværre ikke et krav, vi kan stille i den kommende lokalplan. Men fra kommunens side indgår vi i dialog med de investorer eller boligselskaber som bygger rundt om i vores kommune og hver gang opfordrer vi til, at de også bygger seniorbofællesskaber,” siger hun og fortsætter:

“Det vil vi også opfordre investorer til at gøre i bykernen. Der er som bekendt bl.a. ved at blive etableret et nyt seniorbofællesskab ved Roskildevej.”

Kommentarer
Top