Nu skal det være sjovt og lærerigt at pante
pantstation_1166_240820_BP.jpg
Den nye pantstation kan tage op til 35.000 flasker og dåser dagligt. Dermed kommer den til at bidrage til de cirka fire millioner flasker og dåser, der hver dag kommer retur til genanvendelse gennem pantsystemet. Foto: Brian Poulsen
indviet i lørdags Dansk Retursystems nye pantstation i Rødovre Centrum er lidt udover det sædvandlige, da den kan sluge op til 35.000 dåser og flasker om dagen. Men hvad sker der egentlig med panten, når den lander i maskinen? Det forsøger vi at gøre dig lidt klogere på.
Fakta

92 procent af alle flasker og dåser med pant kom retur til genanvendelse i 2019, som er rekord. Det svarer til 1,4 milliarder flasker og dåser.

Der bruges 95 procent mindre energi, når der fremstilles en dåse af genanvendt materiale frem for at producere en helt ny.

Kilde: Dansk Retursystem

Tøm en pose med pant ned i en stor tragt og se pengene tikke direkte ind på din konto.
Dansk Retursystems nye pantmaskine gør det nemt og bekvemt at komme af med de tomme dåser uden at få klistrede fingre eller ølsjatter på tøjet.
For foden af Vandtårnet åbnede den nye station i lørdags og der venter rødovreborgerne en helt anderledes pantoplevelse ved den nye station, der er Dansk Retursystems flagskib.
Der findes to lignende pantstationer på Sjælland og det er erfaringerne fra disse, der har resulteret i Dansk Retursystems nye stolthed i Rødovre Centrum, der via interaktive skærme informerer om pantens rejse, gennem forskellige spil og samtidig gør det muligt at hælde en hel pose med pant ned i en tragt og få pengene sat direkte ind på bankkontoen.
”Vi forsøger løbende at optimere pantens rejse og med den nye station har vi gjort det nemmere for kunderne at aflevere deres pant. Samtidig vil vi vise, hvorfor det er vigtigt for miljøet, at panten kommer retur til genanvendelse,” fortæller Josefine Walter, der er udviklingschef hos Dansk retursystem.

Vigtig læring
På tre skærme, langs pantstationen, kan børn og unge blandt andet lære om pantens rejse gennem små spil.
“Det skal give dem en forståelse af, hvorfor det er så vigtigt at genanvende. Det er en del af vores
miljøhistorie,” siger Josefine Walter.

Markedsdirektør i Dansk Retursystem, Marlene Holmgaard Fris, til venstre, var i lørdags med til at indvie den nye pantstation sammen med Rødovres borgmester Britt Jensen (S). Foto: Presse

Godt for miljøet
Den mere end 100 kvadratmeter store pantstation er allerede blevet lidt af et tilløbsstykke og mandag formiddag måtte mange væbne sig med tålmodighed for at få lov til at pante.
Udviklingschef Josefine Walter har været med til at udvikle den avancerede pantmaskine. Hun fortæller, at der er store miljømæssige fordele ved den nye station.
Når tragten bliver fyldt op med dåser og flasker, lander de på et stort bånd og herefter er otte kameraer med til at registrere, hvilken type materiale, der er tale om. Plast, glas og aluminium bliver herefter fordelt i forskellige beholdere og komprimeret på stedet. Og det er blandt andet i processen, hvor panten bliver komprimeret, at der er miljømæssige besparelser.
”Vi skal køre mindre, når vi kan hente mere og på den måde kommer der en klimavinkel på pantningen,” siger Josefine Walter. Hun fortsætter:
”Når materialet er blevet mast fladt, bliver det kørt ind til vores fabrik, så det kan genanvendes. Vi behøver ikke længere transportere en masse luft, når vi henter panten og miljømæssigt er det en fordel,” fortæller Josefine Walter, der oplyser, at en container kan indeholde op til 240.000 enheder, når panten er blevet komprimeret.

Takker for samarbejde
92 procent af alle flasker og dåser med pant kom retur til genanvendelse i 2019, hvilket er rekord. Det svarer til 1,4 milliarder flasker og dåser.
Med den nye pantstation er håbet, at genanvendelsen vil stige yderligere i årene fremover og i Rødovre Centrum er administrerede direktør, Jesper Andreasen, glad for at lægge kvadratmeter til den nye pantstation.
”Vi er i Rødovre Centrum utrolig glade for at være blevet udpeget til at være Danmarks første shoppingcenter, som har fået opstillet en fuldautomatisk pantstation, hvor kunderne kan komme med en sækfuld blandede pantflasker og tømme den ud i en stor tragt og kort tid efter have pantbeløbet stående på bankkontoen uden snavsede hænder. Godt for kunderne, lejerne, miljøet og så er den sjov og lærerig for den unge generation. Tak til Dansk Retur System for samarbejdet,” siger han.

Ambitionen med pantstationen ved Rødovre Centrum er også at give storkøbenhavnerne mulighed for at pante i store mængder af gangen og den er bygget på toppen af Dansk Retursystems seneste års erfaring med teknologi og kundeservice i de øvrige pantstationer. Foto: Brian Poulsen

Kommentarer
Top