Lokal bedemand tilbyder nu også spirituelle bisættelser
Kiste.jpg
Den lokale bedemand Helle Albek var med som bedemand, da der for første gang i Danmark blev afholdt en spirituel bisættelse i juni måned. Billedet er fra den private ceremoni. Foto: Privat
bisættelse I juli måned blev der for første gang afholdt en spirituel bisættelse i Danmark. Den lokale bedemand Helle Albek var med og hun forudser, at den alternative form for bisættelse vil blive langt mere udbredt i årene fremover.

En bisættelse behøver ikke nødvendigvis at foregå i en kirke eller i et kapel. Sidste efterår blev Spiritismens Trossamfund anerkendt som trossamfund i Danmark af Kirkeministeriet og i juli måned blev der for første gang afholdt en spirituel bisættelse i Danmark.
I samarbejde med Spiritismens Trossamfund var Helle Albek, der driver Anstændig Bedemand på Rødovrevej, med som bedemand, da familien, venner og pårørende tog afsked med en af deres kære ved en privat have-
ceremoni ved Slangerup.
I haven i Nordsjælland blev der ikke sunget salmer og fuglenes sang lød i stedet for klokkeklang. Der blev heller ikke sagt farvel i traditionel forstand, men i stedet ’på gensyn’, da Spiritismens trossamfund har en tro på, at den åndelige verden eksisterer og er lige så virkelig som den jordiske verden. At sjælen eksisterer og at livet fortsætter efter den jordiske, fysiske død.

En fejring af livet
Helle Albek var bedemand ved ceremonien og hun beskriver den som smuk, uformel og med en helt anderledes nærhed.
”Bisættelsen foregik helt nede på jorden. Kisten stod i haven og de pårørende kunne gå ned til kisten og summe over det levede liv. Det var kærligt og lige fra hjertet. Der var ikke salmer, men fuglesang til at bryde stilheden,” fortæller Helle Albek, der altid har interesseret sig for det spirituelle.
”I denne tro er afdøde med til sin egen bisættelse og det er som sagt et ’på gensyn’ i stedet for et ’farvel. Stemningen var let og kærlig og ikke så sørgmodig, fordi sjælen netop lever videre og fordi afdøde er omkring os. Ceremonien var i ligeså høj grad en fejring af livet, som det var en afsked,” fortæller Helle Albek om den første spirituelle bisættelse.

Skal være etisk forsvarligt
Bisættelsen i Slangerup var den første af sin slags, som Spiritismens Trossamfund stod for, men det bliver næppe den sidste af sin slags. Helle Albek forudser nemlig, at den spirituelle verden vil vinde frem, når det handler om bisættelser.
”Min mavefornemmelse siger mig, at det kommer til at brede sig, for den spirituelle verden er stor. I England har man længe haft den spirituelle del integreret ved bisættelser og det tror jeg også, kommer til at ske her i Danmark,” siger Helle Albek, inden hun understreger, at det selvfølgelig skal foregår etisk og moralsk korrekt.
”En spirituel bisættelse kunne også foregå ved en strand eller i en skov. Måske skal der søges nogle tilladelser, men så længe det foregå etisk og moralsk korrekt og at en rustvogn efterfølgende kan køre til et krematorium, kan næsten alt lade sig gøre,” siger hun.
Du kan læse mere om de spirituelle bisættelser her

Top