Besøgsrekord trods coronakrise
rc2.jpg
Tre ud af fire kunder synes overvejende, at Rødovre Centrum er et trygt sted at færdes under coronakrisen. Foto: Brian Poulsen
Genåbning Der blev drejet nøgler om og bidt negle, da coronakrisen blæste butikkerne i Rødovre centrum omkuld i marts måned. Nu viser nye tal imidlertid, at centeret kommer ud af coronakrisen med det bedste besøgstal i en juli måned nogensinde. Samtidig siger 3 ud af 4 af Lokal Nyts læsere, at de er trygge ved at opholde sig i centeret efter genåbningen.
Er du tryg ved at opholde dig i Rødovre Centrum efter genåbningen?

·         Ja, centeret har styr på sikkerheden (50%, 190 stemmer)

·         Ja, men det kunne blive bedre (26%, 98 stemmer)

·         Nej, jeg er bange for at blive smittet (15%, 56 stemmer)

·         Nej, jeg skal lige se tiden an (6%, 21 stemmer)

·         Ved ikke (3%, 13 stemmer)

Antal stemmer: 378

 

Hver anden læser af Rødovre Lokal Nyt svarer i en afstemning på rnn.dk, at de er trygge ved at opholde sig i Rødovre Centrum efter genåbningen, fordi centeret har styr på sikkerheden. Yderligere 26 procent af i alt 378 adspurgte svarer, at de er trygge, men at det godt kunne blive bedre.

Og det kan ses på besøgstallene.

”Vi frygtede, at kunderne ikke ville vende tilbage til centeret i så stor stil, men nu er vi oppe på mere end 100 procent af vores normale besøgstal og kan se tilbage på den bedste juli måned nogensinde,” siger økonomidirektør i A/S Rødovre Centrum, Jacob Birkbøll.

Han kalder i sig selv besøgstallene for en bekræftelse af, at der er mange kunder, der føler sig trygge ved de foranstaltninger centeret har taget under genåbningen.

”Fødevarebutikkerne havde åbent hele tiden ligesom apotekerne og vi havde 8.000 til 10.000 kunder, hver dag under nedlukningen. Da vi så åbnede for resten af butikkerne den 11. maj, var vi meget nervøse for, hvordan det ville gå, men vi havde forberedt os godt og ramt regeringens retningslinjer for genåbningen og også gået ud over dem flere steder, så vi har gjort os umage og det bemærker kunderne,” siger Jacob Birkbøll.

”Det handler både om sprit og ensretning, om hvor meget plads kunderne have i fællesarealer og inde i hver enkelt butik, men også, at du skal holde til højre og, at vi speaker en påmindelse om sikkerhed og afstand ud, hver time,” tilføjer han.

Justerer hele tiden sikkerheden

På kontoret med udsigt til den gratis parkeringsplads har administrationen modtaget mange positive tilbagemeldinger fra kunderne, men der har også været en del negative kommentarer, især om andre kunder, der ikke følger retningslinjerne.

”Vi forsøger hele tiden at justere og lytte til de tilbagemeldinger vi får og specifikt har vi sat vagterne til at hjælpe kunderne til at forstå vigtigheden af at holde til højre og at informationen over højtalerne har en opdragende effekt. Vi synes det er lykkedes meget godt, og man må sige, at med mere end 700.000 kunder i juli måned, så kan jeg ikke rigtig tolke det anderledes end, at det synes kunderne også,” påpeger han.

I alt har centeret omkring 9 millioner kundebesøg om året, men har som nævnt aldrig haft en så flot sommermåned før. Det skyldes en blanding af især to ting.

”Jeg ville være blevet overrasket over de her tal, hvis du havde spurgt mig i april måned, men da jeg så udviklingen i maj tænkte jeg, at det blandede vejr, som vi kalder centervejr og de mange hjemmeblivende danskere kunne give rekord og det gjorde det,” understreger Jacob Birkbøll.

 

 

Kommentarer
Top