“Roskilde Festival er ikke aflyst, den er bare flyttet til Rødovre”
IMG_7601.jpg
Humøret var ualmindeligt højt, da Lokal Nyt besøgte 'Rødovre Roskilde Festival' på Elstedvej. Foto: Red.
sommerferie i Rødovre Syv venner har lavet deres egen miniature-udgave af Roskilde Festival i en have på Elstedvej. Den interimistiske scene er spraymalet orange, der er bygget pissoir i baghaven og dåsebajerne er selvfølgelig lunkne. ”Det skal være så Roskilde-agtigt som muligt,” siger de.

Hvis man ikke kan komme på Roskilde Festival, så må festivalen jo komme til en.
I denne uge skulle mere 100.000 festivalgæster have slået sig løs i Roskilde til byens efterhånden legendariske musikfestival, men årets fest blev tidligere på årets aflyst som en konsekvens af regeringens forsamlingsforbud.
Men hvad gør man, hvis man bare ikke kan undvære dåsemakrel, øl i stride strømme og følelsen af at sove i telt med dunkende hovedpine?
Så afvikler man selvfølgelig bare sin egen Roskilde Festival i Rødovre.
Og man kan roligt sige, at de syv venner Martin, Rasmus, August, Ralle, Sebastian, Richter og Jonathan er gået langt i bestræbelserne på at skabe deres helt egen lokale udgave af Roskilde Festival på den ellers så stille villavej i Rødovre.
Ved indgangen til det røde murstenshus er der påklistret et skilt med teksten ’Rødovre Roskilde Festival’ og for at komme ind på ’festivalområdet’ skulle undertegnede først sprittes af og have et pressearmbånd om håndleddet.

”Det skal jo gå ordentligt til,” fortæller 20-årige Jonathan, der sågar havde iført sig en skriggul kontrollørvest, da pressen blev lukket ind.
På den store græsplæne er festivalstemningen til at få øje på. I et hjørne af haven er fire telte klasket lidt tilfældigt op og langs blomsterbedene snor de tomme dåsebajere sig som en lang slange.



”Det eneste vi mangler er en pantsamler. Vi sidder efterhånden midt i en guldmine,” siger Ralle, der har tapet fire tomme øldåser fast til sit håndled.

”Det er en Roskilde-ting,” siger han og får det til at lyde, som det mest naturlige i Verden.

Ølbowling er en fast aktivitet på ‘festivalpladsen’. Foto: Red.

Pissoir i baghaven
Og at de syv venner skal feste og leve ligesom på en rigtig festival, tager de meget seriøst. I baghaven har de bygget deres eget pissoir og et brusebad er ikke en luksus der følger med, selvom muligheden er tilstede.

”Man må kun gå indenfor, hvis man skal lave nummer 2,” lyder det tørt og kontant fra Sebastian ’Kongen’ Kold, der mageligt sidder placeret i en campingstol i bar mave og med en dåseøl i hånden.
Andendags-tømmermændene synes ikke for alvor at have ramt den unge mand.

”Vi er næsten lige stået op, så vi har kun drukket en 4-5 bajere hver,” konstaterer ’Kongen’, inden han frivilligt melder sig til at nappe en ølbong til ære for fotografen.

Martin anretter lidt morgenmad, der hele ugen består af makrel i tomat og rigelige mængder af mayonnaise. Foto: Red

Ingen klager – endnu
De syv venner har forsøgt at skabe en så autentisk festival-stemning som overhovedet muligt. Natten til onsdag sov de under en presenning i forhaven, så de kunne være klar til at vælte det opsatte hegn til festivalområdet i haven på Elstedvej onsdag morgen.

”Det regnede helt vildt, men vi skulle selvfølgelig ligge i kø, ligesom på Roskilde,” siger Jonathan der bor på adressen sammen med sine forældre og broderen Rasmus. Forældrene er helt vidende om hvad der udspiller sig i deres have og faktisk var det Jonathan og Rasmus’ far, der kom på idéen om at lave en fest i haven.

”Ja, det var sgu min fars idé. Han havde ondt af os fordi Roskilde Festival blev aflyst, så vi fik lov til at bruge haven,” siger Jonathan.

”De følger lidt med og kommer da også ud til os i haven,” siger han og peger op mod terrassen, hvor der er et område, der er fredet og reserveret til forældrene.
Klokken har passeret 10.30 fredag formiddag og bassen pumper allerede over hækken på villavejen. På Roskilde Festival kunne de syv venner spille ligeså højt som de ville, men i haven må de vise hensyn til naboerne.

”Vi overlevede alle hverdagene uden klager og nu er det jo weekend, så nu må vi godt larme lidt mere, tænker jeg,” fortæller Jonathan, der adviserede det halve nabolag om den alternative festival på forhånd.

”Vi bestræber os på at holde lydniveauet så lavt som muligt og alle naboerne er også inviteret med ind til en omgang ølbowling. Vi skal nok give øl,” fortæller Jonathan.

Ingen fest uden musik
I haven på Elstedvej er der naturligvis også blevet plads til en miniatureudgave af Roskilde Festivals ikoniske Orange Scene. Under en havepavillon, der selvfølgelig er spraymalet orange, er der opsat musikanlæg og fredag aften er der såmænd også en koncert på programmet.

”Rasmus kan spille guitar, så han giver en koncert,” lyder det fra en af drengene, mens en anden ønsker at høre ’Wonderwall’.

”Man kan roligt sige at det bliver en intimkoncert,” fortæller Ralle, der vandt årets udgave af nøgenløbet, der foregik rundt om atletikbanen på Rødovre Stadion.

Delt på Anders Hemmingsen
Da drengene ’væltede’ hegnet til haven, sendte de samtidig videoen til den danske internetpersonlighed Anders Hemmingsen, der på sin Instagram-profil deler sjove videoer og billeder til mere end én million følgere.

”Vi havde ikke regnet med at han ville vise vores video, men det gjorde han og det havde vi rimelig meget optur over,” fortæller Sebastian.
Efter at ’Rødovre Roskilde Festivalen’ blev delt på Anders Hemmingsens profil blev drengenes egen Instagram-profil hurtigt populær og i skrivende stund har den rundet 900 følgere.

”Vi er blevet kontaktet af DJ’s, der vil komme ud og spille for os og der er også piger fra Jylland der har skrevet om de må komme forbi. Det er stukket helt af,” fortæller August, efter at have hevet  en øl op af badebassinet på græsplænen og bundet den i overlegen stil.

”Vi har ingen kolde øl fra køleskabet. Det går bare ikke,” siger August, inden Rasmus ’Ralle’ supplerer:
”Og faktisk kan øllene holde sig fint kolde, hvis man placerer dem under teltet. Det er lidt et ’life hack’,” siger Ralle inden han fortsætter:

”Alt er som på Roskilde Festival. Det eneste vi mangler er som sagt en pantsamler.”

Ingen festival uden ‘ølbong’. På billedet får Sebastian ‘Kongen’ Kold hjælp af Jonathan til at slukke tørsten. Foto: Red

 

Kommentarer
Top