Ny svensker skal styre powerplay
jonatan-nielsen.jpg
Der kommer tryk på fra blå linje, når Jonatan Nielsen skøjter ud til powerplay i Rødovre Foto: Pressefoto
Ishockey Hvis ikke det var fordi powerplay hedder det samme både på dansk og svensk, skulle de nok være begyndt at øve sig på udtalen i omklædningsrummet under Rødovre Skøjte Arena. Søndag lander Jonatan Nielsen nemlig i lufthavnen for at tage direkte til Rødovre, hvor han med sine mere end 90 kilo skal hamre tyngde ind i Rødovres special teams. 

Blandt fans af spillet omtales Rødovres nye svensker med samme ord, som Suvanto fik sat på skuldrene sidste sæson. 
Jonatan Nielsen er da også en hårdtarbejdende back, der med seks år i Troja-Ljungby har vist sine kvaliteter over tid. 
“Han producerer ret godt af en back på det niveau. Han laver omkring 24 point i Sverige, og er en stor back, som på trods af sin størrelse er god på jernene,” siger Rødovres sportschef, Jørgen Illemann. 
“Han er en god powerplayspiller og god på toppen,” siger Illemann, der sammen med RMBs træner, Thor Dresler har set masser af video igennem for at vælge den helt rigtige back. 
Med to udenlandske backer på det endelige holdkort kan det være at Rødovres onde akilleshæl, powerplayspillet, måske bliver til en af styrkerne i år. 
“Vi har mange gode defensive backer i klubben, men nu får vi en mere, der også er stærk offensivt. Han kommer til at skulle styre powerplay på blå linje og sætte de andre op, men han kan også afslutte selv,” understreger Jørgen Illemann. 

Jonatan Nielsen har danske aner nogle generationer tilbage, og han virkede begejstret, da han så Rødovre første gang. 
“Han var rundt at se centeret og klubben og resten af byen forrige weekend og virkede glad for det han så og spurgte interesseret ind til Rødovre. Det lugter lidt af egenskaber uden for isen, der passer godt ind i vores klub,” siger Illemann, der også godt kan lide, at han har været så mange år i den samme klub.
“Det er en mand, der ikke flakker rundt og han kan måske være noget vi kan bygge på. Han virker til selv at kunne lide trygheden og kontinuitet.”

Jonatan Nielsen kommer på søndag og træner med efter coronatesten i lufthavnen, hvis den falder rigtigt ud, så forhåbentlig er han på is tirsdag eller onsdag. 

Rødovres nye målmand lander mandag aften. 

Kommentarer
Top