Auktion og underholdning mod kræft
kraeft.jpg
Jette Jensen og Henriette Weibel glæder sig til Kræftens Bekæmpelses store indsamling den 16. august, men de mangler desperat flere indsamlere. Foto: Red
Indsamling Med genåbningen af Danmark og lempelsen af forsamlingsforbuddet er det igen blevet muligt for de store patientforeninger at gennemføre deres livsnødvendige landsindsamlinger. I Rødovre har Kræftens Bekæmpelse et vildt program med auktion, musik, fornemt besøg og udnævnelse af en spændende ambassadør. Men de mangler desperat indsamlere til at gå på gaden.
LANDSINDSAMLING KRÆFTENS BEKÆMPELSE I RØDOVRE

 

TID: 16.08.20, kl 9.15 -15.00 STED: Rødovre Centrum 238, 1. sal, 2610 Rødovre

PROGRAM:

09.15 Indsamlingsbøtter udleveres

10.00 Landsindsamlingen åbnes (v/Indsamlingsleder Henriette Weibel, formand Jette Jensen samt borgmester Britt Jensen)

Løbende underholdning og resultat af indsamling frem til kl. 15.00

12.30 Banken åbnes for indsamlere

13.00 Auktion: Per Hillo maler live til fordel for Kræftens Bekæmpelse

14.00 Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse og Jesper Andreasen, direktør i Rødovre Centrum bydes velkommen (v/ Jette Jensen)

Løbende dialog med borgere samt lokal presse på landsindsamlingen frem til kl. 15.00

14.45 Landsindsamlingen lukkes og ny ambassadør bydes velkommen (v/Jesper Fisker)

Det er ikke et tilfælde, at direktøren for Kræftens Bekæmpelse tager til Rødovre, når lokalafdelingen den 16. august kickstarter landsindsamlingen med underholdning i Rødovre Centrum. Her vil ildsjælene nemlig udnævne en noget særlig ambassadør.

”Men lige nu er det stadig hemmeligt, hvem det bliver. Jeg vil dog godt afsløre, at han er en markant skikkelse i byen, der altid er et godt forbillede og som bekymrer sig om Rødovre,” siger den lokale formand, Jette Jensen.

Hun glæder sig over et flot program, der også tæller en borgmester og flere kunstnere, hvoraf den ene lige nu har en auktion af et flot maleri til ære for indsamlingen.

”Den anerkendte kunstner og maler, Per Hillo, har doneret et smukt maleri til en værdi af 22.000 kr. til Kræftens Bekæmpelse. Maleriet måler 80×100 cm, og har titlen ’Nyt Håb’. Du har nu muligheden for at byde på maleriet. Højeste bud går til Kræftens Bekæmpelses vigtige arbejde med forskning, forebyggelse og støtte til kræftramte og deres pårørende – så vi kan skabe resultater og håb, for de der har allermest brug for det. Den heldige køber af billedet har også mulighed for at bytte billedet til et andet, hvis det mod forventning ikke skulle passe ind i de tiltænkte rammer,” understreger Jette Jensen.

 

Mangler indsamlere

Men uanset, hvor flot et program de lokale frivillige har strikket sammen, så nytter det ikke rigtig noget, hvis der ikke bliver ringet på dørklokkerne rundt omkring i byen og lige nu kniber det gevaldigt med indsamlere, afslører indsamlingsleder, Henriette Weibel.

”Lige nu er der kun 30 indsamlere og vi skal helst op på 100, hvis vi skal nå hele byen rundt. Der er ingen grund til at være bekymret for corona, da alting foregår sikkert, og der er håndsprit i poserne,” siger hun og fortsætter:

”Sidste år samlede vi cirka 120.000 kroner sammen. En time eller to på gaden i Rødovre giver mere end 1000 kroner til forskning og patientstøtte. Alle er berørt på arbejdspladser og i familien, så det er en vigtig sag, hvor det er nemt at gøre en stor forskel,” siger Henriette inden Jette i vanlig stil kærligt, men sikkert stjæler ordet:

”Rødovre har altid stået sammen, så vi tror på, at vi kan noget og det bliver flot, at vi må mødes i centeret med happenings og sætte fokus på det sociale. Du skal melde dig fordi, hver tredje dansker får kræft. Vi har brug for penge til forskning og penge til at flere kan screenes tidligere, så vi kan stoppe sygdommen i tide.”

Man melder sig på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside eller ved at kontakte Henriette Weibel personligt eller på den lokale afdelings Facebookside.

”Det kunne være dejligt, hvis der også kom nogle unge, der brugte bare en time. Det ville gøre underværker,” slutter Jette Jensen.

Kommentarer
Top