6 i Rødovre smittet med COVID-19
covid-19-maske.jpg

Health mask to prevent the virus, Covid 19

Selvom der lige nu er flere med COVID-19 i Rødovre end i de sidste mange uger, er der ikke grund til panik, forsikrer rådhuset. Foto: SignElements
Coronavirus Selvom Rødovre i sidste uge ændrede farve fra en beroligende lys til faretruende gul på det nationale smittekort, er der ingen grund til nye regler eller ekstra bekymring lokalt, forsikrer Rødovre Kommune.

Lige nu er der ingen rødovreborgere indlagt på de særlige COVID-afdelinger på hospitalerne. Det selvom, der netop er registreret seks borgere, som er smittet med den dødbringende og meget smitsomme virus. De ser umiddelbart ikke ud til at være i tæt relation til hinanden og bor heller ikke samme sted, understreger kommunen, der følger holder øje med smittetrykket, hver dag.

”Vores ældreafdeling følger udviklingen tæt og er løbende i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed og de smittede borgere er spredt ud over kommunen,” forklarer Rødovres borgmester, Britt Jensen (S).

Hun påpeger, at Rødovre Kommune for nuværende ikke har borgere i hjemmeplejen, på plejecentrene, midlertidige pladser eller på de sociale boenheder, der er konstateret smittet med COVID-19.

”Vi har heller ikke et smitteudbrud i daginstitutionerne,” understreger hun.

Går den forkerte vej

På kortet over smittetrykket i Danmark er Rødovre ellers gået fra lys til gul, formentlig med baggrund i de seks borgere, der er konstateret smittet.

 Det giver dog ikke anledning til, at kommunen indfører særlige lokale retningslinjer, som man ellers gjorde i starten under coronakrisen, hvor Rødovre gik egne veje for at mindske smitterisikoen blandt sundhedspersonalet.

”Udviklingen viser bare, hvor hurtigt det kan gå med COVID-19, og at vi fortsat skal huske at passe på os selv og hinanden. Sygdommen er fortsat i samfundet og derfor skal vi hele tiden minde hinanden om sundhedsstyrelsens anvisninger om at holde afstand, holde god håndhygiejne og huske at spritte af,” siger Britt Jensen.

Sikkerhed forud for alt

Hun synes heller ikke tallene giver anledning til ekstra urolighed.

”Jeg er ikke foruroliget over tallene. Rødovre kommune har hele tiden ligget lavt i antal smittede borgere og så er der enkelte dage nogle små udsving, som du også har set i tallene for de seneste dage. Vi holder hele tiden øje med udviklingen og følger tæt op, så vi er klar til at reagere og tage de fornødne forholdsregler, hvis det bliver nødvendigt. Sikkerhed og tryghed går forud for alt i Rødovre,” forsikrer Britt Jensen.

Kommentarer
Top