Yoga hitter i kommunen
ing_40492_01953.jpg
"Yogaholdene har givet glade og sundere medarbejdere, som oplevede færre smerter i kroppen og et pusterum i hverdagen,” fortæller formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Annie Arnoldsen Petersen, om ordningen. Foto: SingElements
sundhed Et eksperiment med fælles åbne yogahold, for Rødovre Kommunes medarbejdere, viste sig i 2018 at være en så stor succes, at den ældgamle træningsform blev gjort til et permanent tilbud.

Yoga er træning for krop og sind og et kig på Rødovre Kommunes ’Pernonalebarometer fra 2019’, viser, at den flere tusinde år gamle træningsmetode har vundet tilpas blandt en del af medarbejderne i Rødovre Kommune.
Som et forsøg begyndte Rødovre Kommune tilbage i 2018 at tilbyde fælles åbne yogatræningssessioner og tilbagemeldinger var så gode, at formen blev ændret til et drop-in hold, hvor medarbejderne ikke behøvede at tilmelde sig, men bare mødte op. Og det gjorde i gennemsnit 15 personer hver onsdag.
”Vi har tilbudt yogahold for at styrke medarbejderne fysisk og psykisk, da yoga har en gavnlig virkning på alt fra spændinger i nakke og skuldre til problemer med ryggen eller stress. Yoga er en god forebyggende og sundhedsfremmende træning, hvor alle kan være med. Yogaholdene har givet glade og sundere medarbejdere, som oplevede færre smerter i kroppen og et pusterum i hverdagen,” fortæller formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Annie Arnoldsen Petersen (S), om ordningen.

Døjer med nakke- og skulderproblemer
Rødovre Kommunes ’Personalebarometer 2019’ viser også, at flere medarbejdere benyttede den kommunale sundhedsordning i 2019. Ordningen har blandt andet til formål at nedbringe sygefraværet og øge den fysiske og mentale trivsel for medarbejderne. I 2019 var 629 medarbejdere forbi en af kommunens klinikker til enten fysioterapeutisk behandling, massage, zoneterapi, kiropraktik eller for at få udarbejdet en individuel sundhedsprofil. Det svarer til 18,7 procent af medarbejderne og er en stigning på 84 medarbejdere i forhold til 2018. Tal viser, at nakke og skulder fortsat den største årsag til behandling. 26,4 procent angiver denne årsag til besøg i klinikkerne.
Rødovre Kommune vil fortsat arbejde med at sikre kommunens medarbejdere et godt arbejdsmiljø og udvalgsformand Annie Arnoldsen Petersen oplyser, at kommunen fremover ønsker at målrette træningen til de problemer, som den enkelte medarbejder oplever, fører til smerter, gener eller skader på grund af arbejdet.
”Derfor vil træningen fremover være en del af det behandlingsforløb, man får, når man henvender sig til kommunens fysioterapeut. Behandlingen vil også blive meget mere aktiv og have fokus på at forebygge lignende skader frem for at symptombehandle,” siger hun.



Kommentarer
Top