Vestbad beklager billetforvirring
2020-06-18_at_16-22-54_DSCF1937-1x.jpg

Foto: Robert Hendel

Åbningen af friluftsbadet har været længe ventet, men der er kommet en smule malurt – eller måske rettere klorvand i bægeret. I kølvandet på åbningen har der nemlig rejst sig en voldsom kritik af billetpriserne. Foto: Robert Hendel
vestbad Dårligt var de første hovedspring taget i det nyrenoverede friluftsbad, før Vestbad løb ind i lidt af en maveplasker på Facebook. Mangelfuld information om billetpriser fik kritikken til at fyge. Nu beklager leder Ulrik Gjerstrup-Olsen.

Med solen dansende på en skyfri himmel blev Vestbads’ historiske friluftsbad i sidste uge indviet i noget nær de perfekte rammer. Med en ordentlig pose penge fra A.P. Møller Fonden i ryggen har Rødovre Kommune og Brøndby Kommune de senere år renoveret udendørsarealerne, så de nu er bragt tilbage i den stand, som da badet åbnede i 1958.
Åbningen af friluftsbadet har været længe ventet, men der er kommet en smule malurt – eller måske rettere klorvand i bægeret. I kølvandet på åbningen har der nemlig rejst sig en voldsom kritik af billetpriserne.
Før renoveringen kunne man på en indgangsbillet frit boltre sig i de indendørs og udendørs bassiner, men denne sommer skal der betales dobbelt op, hvis man vil benytte begge steder.
”Det syntes jeg simpelthen er noget svineri,” lød det i et opslag fra en bruger i Facebook-gruppen ’Facebook Rødovre’, der ikke følte sig informeret om priserne og derfor måtte skuffe sin søn, da der ikke var råd til både de indendørs og udendørs fornøjelser.
I kommentarsporet i Facebook-gruppen bliver Vestbad kaldt alt fra ’grådig’ til en ’pengemaskine’ og ledelsen i Vestbad erkender nu, at oplysningerne om billetpriserne skulle have været tydeligere.

Beklager forvirring
På Vestbads’ hjemmeside fremgår det, efter lidt nærlæsning, at en normal indgangsbillet kun gælder til svømmehallen og ikke inkluderer friluftsbadet, men Vestbads’ daglige leder, Ulrik Gjerstrup-Olsen, erkender, at informationen ikke har været tilstrækkelig.
”Det har vi ikke været gode nok til at gøre vores brugere opmærksomme på og det beklager vi naturligvis,” siger Ulrik Gjerstrup-Olsen, inden han forklarer, hvorfor der både skal betales entré til svømmehallen og friluftsbadet.
”I Vestbad har Covid-19 også haft sit indtog og det har betydet, at vi har måtte tilpasse vores drift, ud fra myndighedernes retningslinjer, med de ressourcer vi har til rådighed. Det betyder at vi lige nu, ikke har mulighed for at åbne Vestbad op på samme betingelser som tidligere. En af konsekvenserne er desværre, at den normale billet der gælder til svømmehallen, ikke er inklusiv friluftsbadet – eller omvendt. Dette gælder kun denne sommer, da vi forhåbentlig er tilbage til normal drift næste sommer,” forklarer Ulrik Gjerstrup-Olsen, der mener at Vestbad har fundet den bedste løsning på et svært problem.



Gamle priser kommer igen
Corona-restriktionerne betyder, at der maksimalt må være 150 badegæster indendørs og 550 gæster udendørs.
”Så hvis vi holder fast i et max på 150 badegæster, der frit kunne gå inde og ude, vil det betyde, at rigtig mange vil gå forgæves til det nye friluftsbad hele sommeren. Samtidig med dette har vi ikke ressourcer og bemanding til løbende at reservere pladser udendørs til det antal gæster vi har indendørs og den anden vej rundt. Og ved eventuel regn eller uvejr ville alle søge indendørs og så ville vi ikke efterleve retningslinjer omkring antal gæster indendørs,” siger lederen af Vestbad, der erkender at løsningen er bøvlet.
”Det er langt fra optimalt og slet ikke det tilbud vi ønsker, at tilbyde til vores gæster, men omstændighederne taget i betragtning, er det den bedste løsning. Vi er klar til, at gå tilbage til det ”gode gamle Vestbad”, når myndighederne slækker på restriktionerne og vi må have flere badegæster i huset. Hvis vi er heldige, sker det i løbet af sommeren,” siger Ulrik Gjerstrup-Olsen.

Kommentarer
Top