Slut med plastikflasker på rådhuset
drikkevand_003_170314__BP.jpg
Rødovre Kommune vil reducere brugen af plast og i første omgang skal der gennemføres en seks måneders testperiode i kantinen på rådhuset og i Teknisk Forvaltning, hvor alternativer til vand i plastikflasker skal afprøves. Foto: BrianPoulsen/arkiv
udfasning af plastik Rødovre Kommune vil reducere brugen af plast og i første omgang skal der gennemføres en seks måneders testperiode i kantinen på rådhuset og i Teknisk Forvaltning, hvor alternativer til vand i plastikflasker skal afprøves.

Man tager det som en naturlig selvfølge, men det er faktisk lidt af en luksus, at man på et splitsekund kan fulde et glas med velsmagende drikkevand direkte fra hanen. 
Og lige netop vand fra hanen er derfor også en af de alternativer, som medarbejderne på rådhuset skal til at afprøve efter sommerferien, når de går en tur i rådhuskantinen.
Rødovre Kommune vedtog i forbindelse med budget 2020, at brugen af plast skal reduceres og Teknik- og Miljøudvalget godkendte tirsdag, at kommunen helt skal holde op med at købe vand på plastikflasker, hvis det giver mening.
Konkret skal der efter sommerferien gennemføres en testperiode på seks måneder, hvor alternativer til vand på flaske afprøves i kantinen på rådhuset og i Teknisk Forvaltning. Udvalgsformand Jan Kongebro (S) mener, at tiltaget ligger lige til højrebenet.
”Den konkrete testperiode er helt uproblematisk og som kommune er det vigtigt at vi er forgangsmænd for den grønne omstilling og viser flaget, så andre kan lære af det,” siger han.

Indkøbte 21.886 flasker i 2018
Et nærmere kig på Rødovre Kommunes indkøb af vand på plastikflasker viser, at kommunen købte 21.886 flasker i 2018. Det tal vil blive reduceret med udfasningen, men ikke i væsentlig grad, da Rødovre Kommune ikke har planer om at forbyde salg af vand på plastikflasker i Kulturhuset Viften, der er den klart største aftager med næsten 14.000 flasker i 2018.
”Vi skal stoppe med købe vand på plastflasker, med mindre det er med henblik på videresalg til publikum. Og i Viften, på Rødovregaard og i Vestbad er det ikke muligt at erstatte vandflasker. Det er ikke muligt at stå med kander med vand og udlevere til vores koncertgæster i Viften. Her skal der først findes sundhedsmæssige og økonomisk holdbare alternativer, hvis de overhoved findes,” siger Jan Kongebro.

Første skridt 
Med tiltaget om at stoppe med indkøb af vand på plastikflasker ønsker Rødovre Kommune at gå forrest i kampen mod plastikaffald, men vejen er lang og udfasningen af plastflasker er kun første skridt på vejen.
”Vi vil gerne være det gode eksempel for andre, men som kommune har vi også meget at lære endnu. Til de politiske møder på rådhuset er der kander med vand på bordene og glas vi kan benytte, men kaffekopperne er af plastik og det samme er skeerne, så der er mange steder at tage fat,” siger Jan Kongebro, inden han oplyser, at Rødovre Kommune derfor har planer om at lave en decideret plaststrategi, som også omfatter anvendelsen af plast til andre formål i Rødovre Kommune.
Ifølge Rødovre Kommune kunne en plaststrategi blandt andet indeholde forslag til kommunens indkøbspolitik om indkøb af produkter med højt genanvendelsespotentiale eller højt indhold af genbrugsplast.

Udfasningen af plastikflasker, og det videre arbejde med en plaststrategi, skal endelig godkendes i Kommunalbestyrelsen senere på måneden.

Kommentarer
Top