Så er der penge på vej!
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Nu skal der gang i økonomien! Corona-krisen har været dyr – sådan cirka 1/3 af Danmarks årsbudget – og nu skal der gang i økonomien.

Hele 1000 kroner kan det blive til for pensionister, arbejdsløse, studerende etc. Og alle de andre, ja, vi får vores egne feriepenge til udbetaling. Ikke et ondt ord om det. Pengene skal vi så brænde af i det danske sommerland.
Sidst jeg var i Tivoli med hele familien, ja der kunne det altså ikke gøres for 1000 kroner. En biograf-tur bliver også nemt over 500 kroner og hvis du lige tager luksus-udgaven med en tur på McD og lidt slik i foyeren – ja, så er den ”tusse” også smuttet.
Det er jo ikke for at lyde utaknemmelig, men kunne de næsten 2 milliarder ikke være brugt på en anden måde?
Man kunne også have et borger-lotteri, med fine
gaver – så var der f.eks 3.478 mennesker, der kunne vinde en Tesla eller 666 mennesker, der kunne vinde en lejlighed i Irmabyen til 3 millioner. Man kunne også gå den anden vej og bruge dem på ekstra service i det offentlige; 250.000 døgn i psykiatrien. 72.727 pædagoger eller 46.511 sygeplejersker. Men valget faldt på 1.000 kroner. Jeg tænker lidt over, at hvis jeg var på kontanthjælp, ville jeg så bruge pengene på fornøjelser i sommerlandet eller på lidt ekstra godt på middagsbordet. Koncert eller kærnemælk? Og skulle man bruge dem på ferie, hvor langt kommer en familie på 4 så med DSB? Når man meget længere end til Nyborg – og hvad fanden skal man så, når man har brugt 732 kroner på at komme til Nyborg – så er der faktisk kun penge til at EEN person kan komme tilbage igen. Det vil være billigere at flyve til London.
Selvfølgelig er de 1.000 kroner en fin tanke – men redder landet, det gør det sgu ikke. Men jeg håber for hver og en, at de falder på et tørt sted og bliver brugt, som man har behov for. Den ”tusse” kan jeg sagtens unde andre mennesker.
Jeg vil sige, at min hustru HAR forstået budskabet – hun er klar til at redde Danmarks økonomi ALENE med hendes dankort som våben. Jeg kan godt forestille mig nogle potentielle diskussioner, vi kunne have på hjemmefronten: ”Nye sko?”
”Ja”
”…og de 87 par du allerede har, er ikke gode nok?”
”Chrumme – det har INTET med MINE behov at gøre. Jeg har købt dem for Fædrelandets skyld.”

Kommentarer
Top